Winther Adventure Race i Sorø 2010
Hold: Boost Adventure Team
Af Lars Rathje, februar 2010
To frostskaders kamp i en snestorm
Definitionen på en "Frostskade" er i vores forstand: Man starter skadet og slutter frossen!
I øvrigt burde denne beretning slet ikke være skrevet, da jeg stadig her flere dage efter løbet har snurren og følelsesløshed i alle 10 fingre. Skulle hilse at sige, at det så ikke er helt nemt at ramme tasterne.
Både Gorm og jeg er egentlig i ganske god grundform, men af en eller anden grund fik vi lige præcis timet det sådan, at vi stillede op med et par dugfriske skader til Winther Adventure Race (WAR) i Sorø.
En uges tid før løbet fandt Gorm på at tage på langrendski med pandelampe om natten på Roskilde Fjord. Det resulterede i de dybeste vabelsår, jeg til dato har set. Jeg selv havde tilkæmpet mig en fibersprængning i læggen, så jeg knap kunne lunte af sted. Nåh, men med flot hjælp fra Per Jessen blev Gorms hæle tapet op, og jeg måtte bare bide i det sure æble - for selvfølgelig skulle vi til årets første danske Adventure Race, uanset hvad.
Vores taktik fra start: En god og varm overnatning (Nåh, ikke?)
WAR bestod primært af løb og MTB - et to dages løb afbrudt af en overnatning i telt i vinterkulden fra man kom ind midt om natten til solopgang. Vi vidste udmærket, at vi ikke kunne røre top 5 med så stærkt et felt - i hvert fald ikke på fart og styrke.
Så taktikken blev denne: Vi prioriterede en god og varm overnatning i håb om, at mange ville falde fra i den kolde nat. Det eneste vi derfor havde rigeligt af i rygsækkene var telt, soveposer, kogegrej og masser af mad. At det så viste sig, at det eneste, vi ikke fik brug for, var telt, soveposer, kogegrej og masser af mad, kan man vel kalde for skæbnens ironi - eller Adventure Racets charme - alt afhængig af temperament.
En fin start - i sneglefart
Da starten gik kl. 18 fredag, var snestormen allerede godt i gang. Vi fik en fin start, blæste derudaf og løb genvej over Sorø-søernes is til den første post. Men allerede dér var den helt gal med min læg, så vi måtte sætte tempoet ned.
Ellers gik det fint med navigationen gennem de mange poster i skovene. Som sædvanlig aner man ikke, om de andre er foran eller bagved, men netop derfor, er det rart at mærke et godt eget flow mellem posterne. Desuden fik vi snestorms-sludret en del med det hyggetempo, der blev lagt for dagen.
O-løbet sluttede efter små 20 km ved en høj silo. Her skulle vi kravle op ad en stige udvendigt, ind gennem et vindueshul og videre op ad en vindeltrappe til toppen. Herfra fulgte den fedeste rappelling ned på siloens udvendige side. Det gik super, syntes vi. Et hurtigt skift og vi var på MTB'erne i fuld fart. Troede vi .
Et valg mellem pest eller kolera
Efter nogle kilometer førte posterne os atter ind i skovene syd for Sorø. Her var det nu væltet ned med sne, så MTB-kørslen endte med at være et mareridt - dog heldigvis et fælles et af slagsen for alle deltagere.
Efter timers trækken og heftige kalkulationer, der viste, at vi nok tidligst ville være ved natlejren omkring morgenstunden, var Gorm tæt på at miste modet. Tanken om ikke at få varmen i soveposerne, før vi skulle i gang igen, var uudholdelig. Men det var tanken om alligevel ikke at kunne holde varmen i soveposerne nu også.
Det drøftede vi så lidt frem og tilbage. Vi endte med at konkludere, at når alle var forsinkede af snestormen, så ville arrangørerne vel blive nødt til at justere eller forkorte i ruten.
Kulde, opkast og udmattelse
Da vi var temmelig trætte af at trække MTB'erne i skoven, fandt vi på at køre større omveje på landeveje - uden om skovstykkerne og uden for det udleverede kort. Derved lykkedes det at få lidt tempo på igen. Men det var ubeskrivelig koldt at køre i snestormens 15 m/s.
Vi blev så kolde ved en sø nordøst for Sorø, at vi besluttede os for et 10 minutter stop i en landmands lagerrum for at skifte til mere tøj. Jeg havde glæde af mine trekkingstøvler fra vinterrace i Polen, mens Gorm måtte opgive at bruge cykelsko, der ikke er meget bevendt på de lange stræk med trækken af MTB'en gennem snedriverne.
Mens Gorm fik klemt cykelovertræk ned over sine løbesko, stormede jeg ud af døren for at brække mig i sneen. Igen, igen. Min mave var stået helt af - formentlig på grund af en kombination af kulde og udmattelse. Det fortsatte desværre resten af løbet med støt stigende udmattelse til følge.
Der måtte en ny taktik til
Gorm var nu ved at være godt kørende. Han trak og skubbede som besat, hvilket - sammen med hans altid gode og smittende snakketøj og humør - holdt os inde i kampen.
Vi udviklede en ny taktik. Vi havde hørt, at flere hold var udgået, og at andre var kørt direkte til natlejren og dermed havde sprunget mange poster over. Vi tænkte derfor, at hvis vi nu bare tog de poster undervejs, vi orkede, så kunne vi måske score færre strafpoint end de andre. Et valg, der samtidig betød, at vi måtte give køb på søvn og varme. Men det viste sig at være det rigtige valg for os.
For da vi kom til natlejren klokken halv seks om morgenen, fik vi oplyst, at flere hold havde valgt at overnatte indendørs mod 4 timers straftid, mens andre hold havde besluttet sig for helt at kaste håndklædet. Det betød, at vi nu lå på en fjerdeplads.
Noget magnetisk lusket omkring Gerlev Idrætshøjskole?
Night-campen var placeret i Gerlev Idrætshøjskole syd for Slagelse. Før starten klokken 7 lørdag morgen skulle vi lige et smut rundt på deres kæmpe område til et lille o-løb baseret på højdekurver og intet andet.
Ved én af posterne vendte kortet 90 grader forkert i forhold til kompasretningen. Mystisk. Alt andet passede ellers. Vi hev vores reservekompas frem. Dobbelt kompasfejl. OK, så gik vi 50 meter tilbage, hvorefter kompasserne rettede sig ind. Hvad i alverden det er, de gemmer sig i jorden - se det fandt vi aldrig ud af. Men lur os, om der ikke foregår noget magnetisk lusket omkring Gerlev Idrætshøjskole!
Med dette lokale o-løb fik vi højst en halv time til at få lidt mad, før starten på dag 2 gik. Vi kunne dermed konstatere, at vi havde slæbt telt, soveposer og kogegrej med rundt forgæves. Hertil kom, at min mave var i en sådan forfatning, at vi også havde slæbt meget mere mad med end selv Gorm, der ellers gerne spiser for to, kunne klare.
Alskens forskellige væskeudfordringer
Vejret gav visse væskeudfordringer. Vi kørte således mindst 1/3 af løbet uden adgang til vand, da det frøs til is. Glemte vi bare én gang at lave løbende drikning fra vandslangerne, frøs de til. Og så er det ligesom lige meget, at der er 2 liter i rygsækken.
En enkelt gang fik vi den kreative idé at tage vandposerne ud af rygsækken og hælde det sidste flydende ned i cykelflaskerne for at få en is/vand blanding. Men jeg skulle hilse at sige, at det er en chokerende oplevelse for en lettere tyndslidt mave at drikke on-the-rocks-in-the-kulde-shots.
Jeg kan i øvrigt heller ikke anbefale at lægge den frosne cykelflaske ind på den bare mave - for en halv time senere blot at kunne konstatere, at den sådan set slet ikke er tøet op.
Nu stod både vejret og overskuddet på minus uendeligt
Dag 2 var et uendelig langt MTB-stykke. Slet og ret. Heldigvis havde løbsledelsen valgt at springe poster over, så det passede bedre til vejrforholdene. Desværre satte mit manglende energioptag nu for alvor sit spor på tempoet. Når man dertil lægger stiv modvind, snedriver og en isnende kulde, så virker et normalvis overkommeligt stykke pludselig uoverskueligt.
Solen kom frem, og turen var smuk, men det var umuligt at nyde noget som helst på dette tidspunkt, hvor kulden for alvor havde sat sig fast dybt i særligt fingrene, og hvor overskuddet stod på sådan cirkus samme temperatur som vejret.
Ny taktik, igen, igen
Vi foretog nu endnu en justering af taktikken. Målet var nu at komme hurtigst muligt gennem dagens MTB- og løbetur - gerne med en masse straftider - mod at holde os i løbet og på den måde få en fornuftig placering.
Jeg tror, at det var hér, jeg fandt fornyede kræfter, der gjorde det muligt at fortsætte trods min ellers efterhånden ganske fremherskende giga-krise. Vi kunne ikke gennemføre uden masser af straftider. Men vi KUNNE gennemføre - den erkendelse gav nyt mod.
Vi snuppede kun nogle få poster i MTB-delen for at komme hurtigt til et klatreskift. Herefter blev det til højst en tredjedel af o-løbet. Vi skulle klatre op ad tykke tove over en stålwire og fires ned igen. Prøv lige det, når hænderne er dybfrosne - den gik ikke i mit tilfælde. Nåh, men på en eller anden måde lykkedes det i sikker sneglefart at komme i mål i Sorø kl. 16 - præcis en time før lukketid.
Ufatteligt, vi havde fået os en fjerdeplads (herrerækken). Ufatteligt, at Danmark kan stille op med så barsk en vinterstorm. Ufatteligt, at arrangørerne af et vinterrace netop får det timet så flot. Ufatteligt, at jeg kom i mål. Tak til alle for et super fedt vinterløb.
Udstyrstaktik, når kulden hersker
Hvad angår vores udstyrstaktik, så var som nævnt at sikre varme og overlevelse om natten. Det blev der så ikke så megen brug for, men valget var nu ikke forkert af den grund.
Vi følger desuden bl.a. disse råd, når vi er på løb i kulden:
Drop cykelskoene og kør med varme Goretex støvler samt et par bøjler på MTB-pedalerne.
En sort plasticpose som mellemlag i tøjet gør underværker.
Pigdæk på forhjulet gør, at du stort set ikke skrider ud.
Knæk energibarerne over i 2-3 stykker inde i emballagen, så de kan puttes frosne i munden
En mental tilgang med fokus på skridt-for-skridt-overlevelse samt at andre nok har det mindst lige så slemt.
Lad os få andre gode tips i Forum - vi kunne i hvert fald godt have brugt et par stykker til.