Boost Adventure - when enough isn't

Register Sign In Sitemap Søg Forside

West Coast Challenge vender tilbage

Af Søren Strunge

Den 9. marts 2010

 

West Coast Challenge, som blev afholdt for første gang i 2009, er tilbage igen her i 2010. Løbet var meget velbesøgt sidste år med 73 startende hold. I 2010 bydes der igen op til dans i det vestligste af det vestjyske, hvor hjortebrøl, sæler og sumpede moser igen danner rammerne om et eventyrligt race - et race uden hokus pokus, uden bemandede poster og uden asfaltveje og gadelygter. Men til gengæld med natur, hårdt terræn, nattens mørke, en intensiv forberedelsesfase og taktiske udfordringer!

 


 


2010-udgaven vil i grundtræk være opbygget ligesom 2009-løbet. Et løb for hold af 2 eller 3 personer (valgfrit), hvor disciplinerne indebærer løb, mountainbike, vadning, Bike'n'Run og orientering. Med start først på natten vil deltagerne opleve den larmende stilhed, søvnproblemer, en udfordrende nat og (forhåbentlig) endnu en fantastisk solopgang.

Konceptet er med valgfri rækkefølge og transportform (til fods, på cykel, mv.) mellem samtlige poster, taktiske beslutninger omkring bonus-poster og planlægningsmæssige udfordringer omkring tidevandet samt nat- vs. dags-orientering. Dette vil helt sikkert også i årets udgave være udslagsgivende for det endelige resultat. Alt sammen noget der giver en intensiv planlægningsfase i timerne op til selve starten. En fase der nok, i hvert tilfælde for mange af gengangerne fra 2009-løbet, vil blive opprioriteret.

Generelt er løbet skåret ind til kernen af hvad, der, for arrangørerne, er de essentielle ingredienser i et rigtigt dansk adventure eventyr. En cocktail der i hvert tilfælde sidste år fald i rigtig god jord hos deltagerne.

"Den korte version: Det var simpelthen fedt! En kæmpe oplevelse!" - Rene Wilhardt, SvOK 1

"Har aldrig været så spændt før en start: Er vores beslutninger omkring rute og vejvalg de rigtige? Og hvad gør de andre mon? Det var i sandhed VORES løb og VORES beslutninger, som skulle testes." - Lars Dyrholm Hansen, Team MB Automation

"Og hvilken oplevelse! Her flere dage efter løbet er overstået går vi stadig rundt med et smil om munden." - Johan Holkmann Jacobsen, OK Øst Birkerød

"Jeg kan kun dele andres begejstring, det er ikke et løb, som går over i glemmebogen lige foreløbig. Især Langli-turen mod den opgående sol står som helt uforglemmelig." - Jan Eg, Team Prop & Berta

"Genialt løb - intet mindre end GENIALT. Og det mener jeg sgu'.. Helt vildt gennemført og meget højt niveau. . jeg kan kun komme med positiv kritik . Jeg har bare 3 ord; gennemarbejdet, grundigt og genialt." - Maria Treschow, AdventureTeam.dk, vinder mix WCC 2009

"Generelt bare et kanon godt løb og en god atmosfære omkring det." - Lars Holm, Team Anneberg

"Tak for et rigtigt super løb. (Jeg har rost jeres løb til alle der gad høre om det.)" - Ebbe Dahl, Team Thrane og Thrane

"WCC er årets fedeste race! Adventurerace når det er bedst - total eventyr, surprice og ekstremt meget vand - yes :)" - Mette Geertsen, AdventureteamClaire.dk


Se mere på løbets hjemmeside: www.wcc.dk

Har du brug for overblik over alle løb?
Få inspiration og overblik i kalender oversigten

Vis Kalender Oversigten