WCC 2010 - En rookies bekendelser
Hold: Team Rookie
Af: Danny Jensen, august 2010
Det var med stor spænding, Preben og jeg (team ROOKIE) mødte op lørdag den 21. august lidt efter kl. 12. Der var blevet trænet de sidste 6 måneder m.h.p. deltagelse i vores første AR race - WCC 2010.
Vi var begge AR-jomfruer.
Vi var begge jomfruelige deltagere. Den eneste "erfaring" var min inspirationstur til Island Explorer, hvor jeg var frivillig hjælper for ad den vej at få et indblik i AR. Dog var det begrænset, hvad jeg "fik med hjem" fra et hektisk løb, der organisatorisk ikke forløb optimalt, hvilket også fremgår af andre beretninger her i BOOST forum.
Hurtigt fik vi installeret os i et "nørderi lokale". Vi gik straks i gang med at føre positioner fra masterkort over i vores egne. Ved at se andre over skulderen og spørge os frem, fik vi venlige anbefalinger og forklaringer til, hvorledes vi bedst kunne gribe det an.
Så skulle der soves. Det blev forsøgt i et stille rum, men det var umuligt at finde ro, så det blev kun til 1 times hvile.
Efter vi havde indtaget den pastaret, vi havde tilberedt i køkkenet, var vi klar til afgang. Vi tog af sted i god tid efter anbefaling fra Søren, da der i 2009 var flere hold, som ikke nåede starten til tiden.
I bilen på vej til Blåvand begyndte det - som forventet - at regne. Da vi parkerede og skulle cykle til start-området, tog regnen til. Da vi nåede start området, REGNEDE det i en sådan grad, at der gik mange tanker gennem hovedet. Det var en totalt gennemblødt flok AR deltager, der - noget tavse - utålmodigt ventede på startsignalet.
Et imponerende syn i den regnfulde nat.
Endelig gik startskuddet lidt efter kl. 00.00 natten til søndag. Et fantastisk syn da ca. 200 AR deltagere med pandelamper og lys på cyklerne drog i lange rækker ud i terrænet. Da vi havde aftalt, at vi ville lægge os bagerst fra start, havde vi hele dette scenarie foran os. Et imponerende flot syn i den regnfyldte nat.
Rygsækken var tung, for jeg var velforberedt!! Jeg havde HIGH5 pulver til 10 liter væske udover 2 liter i blæren på ryggen samt 2 x 750 ml på cyklen. Yderligere havde jeg fastspændt løbesko på cyklen, så jeg kunne skifte mellem mine MTB sko og løbesko! Og 2 par ekstra såler til skoene, hvis de skulle blive våde (STOR SELVIRONISK GRINER). Efter få timer viste det sig dog, at jeg nok ikke skulle forvente at få tørre fødder, før dette WCC race var slut.
Vi havde en del navigationsproblemer, især da vi ankom til posterne Øen I, Øen II samt Hammeren. Det var dog tydeligt, at vi ikke var de eneste, der havde problemer med at finde posterne i mørke. Der var mange hold i søerne. Det fremgik tydeligt af utallige pandelamper, der flakkede rundt i område i ivrige forsøg på at finde poster. Vi opgav at finde posterne efter at have bommet ca. 1 time i søerne!
Vi fortsatte med bedre held til "Silo, Hjørnet, Knædybet, Bunkeren og Minipynt. Det gik lidt bedre nu. Nu var vi også begyndt at læse om posterne i roadbooken. Det kan bestemt anbefales og kan lette en for meget arbejde i marken :-0
Vi besluttede at give de første poster et forsøg mere.
Efter Minipynt besluttede vi at returnere til øerne og gøre et forsøg mere, nu det var blevet lyst. Vi læste i roadbooken og "angreb" søerne fra modsatte side.. Hurtigt fandt vi alle posterne, hjulpet godt på vej af dagslys og roadbooken.
Det gav højt humør og mod på flere udfordringer. Vi kørte sydpå og fandt yderligere 4 poster, nu gik det lidt nemmere og hurtigere med at finde posterne. Nu var det blevet eftermiddag, og vi manglede 7 poster.
Jeg var begyndt at kunne mærke, at jeg ikke havde fået nok væske de sidste timer. Samtidig var der et knæ, der protesterede, så vi blev enige om at køre i mål, da vi ikke ville kunne nå de sidste poster inden kl. 18.00, hvor målet lukkede.
Efter målstregen og et bad fik vi hurtigt bestilt og indtaget en pizza på torvet, samtidig med at flere hold ankom til mål. Rygsækken indeholdt efter passage af målstregen: HIGH5 pulver til 7 liter væske, 3 par skiftestrømper, diverse skiftetøj, ekstra indlægs såler m.m. samt et par ubrugte løbesko monteret på MTB'en.
Totalt forfejlede strategier, men mange erfaringer rigere.
Det er efterfølgende ligefrem humoristisk at tænke på de strategier, der på flere områder var totalt forfejlede! Men det giver jo muligheden for at gøre det anderledes og bedre næste gang.
WCC 2010 gav MANGE erfaringer og ikke mindst lyst og mod på mere AR. Det er bestemt ikke det sidste AR, jeg har deltaget i. Faktisk leder jeg netop nu efter den næste udfordring, for jeg har afgjort fået mod på mere...
Tak til Søren og Mette for et godt arrangement.
___