West Coast Challenge 2010
Hold: Team Never Lost ved Claes Månsson, Nicolai Jensen og Søren Spang Hansen
Af: Søren Spang Hansen, august 2010
Vores tur til Blåvandshuk startede egentligt allerede ugen før, hvor vi havde nørdet med gamle kort, roadbook, tidevandstabeller, beretninger og Google earth, så vi var helt rundtossede
Egentligt burde det have heddet Wet, Wet and Wet Coast Challenge i stedet for West Coast Challenge. Søren og Mette (løbsarrangørerne) havde valgt postplaceringer i moser, grøfter, søer samt i vadehavet, og vejrguderne bidrog med et regnskyl af en anden verden.
Vi havde stort set hele kontoret med.
Vi ankom omkring 14.00 til Alslev skole, som var omdannet til basecamp. Vi fik tjekket ind og modtog vores pose med kort og materiale. Pulsen kom lige en tand op, for nu var spændingen udløst, og der skulle nørdes med google earth, strategi, tidevandstabel osv.
WCC adskiller sig fra de andre danske løb ved, at løbet køres som free order, dvs. posterne klippes i valgfri rækkefølge, så det er op til det enkelte hold at lægge sin egen rute ud fra et masterkort.
Aftensmaden stod Nicolai for. Masser af pasta og tun, herefter en times næsten søvn, før der var sidste briefing. Det var rigtig hyggeligt med alle de mennesker i skolekøkkenet. Nogle havde lidt godt med hjemmefra, og andre nøjedes med pasta og tomatsovs.
Vi havde fokus på tre ting, vi ville forbedre.
Vi havde aftalt 3 ting, som vi ville forbedre i forhold til de 2 sidste løb (SOK og Wat a race) både for at aflaste Nicolai, så han kunne koncentrere sig om kort og retning og for at reducere tid:
1. Jeg tog hans løbesko, så han ikke skulle bruge tid på at pakke dem ud og tilbage.
2. På de lange stræk skulle han i træksystemet.
3. Vi ville afprøve vores teori på Bike n' Run.
Og lad os lige slå fast 2 ud af 3 er vel ikke dårligt?
Kl. 24.00, midt i øvelsesterrænet ved Oksbøl, skulle starten gå. Kl.23.30 begyndte det at regne - og det var ikke bare støvregn. Nej aldrig har jeg set så meget vand komme ned på en gang.
Løbsarrangørerne havde lovet vandpassager, men at vi skulle cykle i vand fra p-plads og frem til start, havde vi ikke regnet med (ca. 3 km). Vi kom lidt sent af sted, da vi lige havde en kortholder, der faldt af (igen), så vi nåede først frem til start 23.58. Det betød, at vi kun var gennemblødte og ikke kolde, som mange af de andre, der var taget af sted i god tid.
Kl. 24 gik starten endelig - jubii nu var vi endelig i gang. Det sidste Claes sagde inden vi tog af sted var, at vi skulle tage det med ro i starten. Men hvem var det lige, der ville ligge med de første, og som det plejer, lå min puls i det røde felt den første time (ca. 175, det er vist rimeligt af en mand, der nærmer sig de 50, som jeg husker er det 220 - alder = makspuls).
Sand bliver altså aldrig min livret.
Vi havde vurderet ud fra vejr, vind og trapper, at rækkefølgen gik omkring fyret, derefter ned på stranden. Det skal lige siges, at sand aldrig bliver min livret. Tror det har noget at gøre med de 8 kg mere overkrop, jeg har i forhold til de 2 tynde knægte, men vi holdt højt tempo, og Team Classic Poker blev overhalet midt på stranden. Kunne dog se de bøvlede med den ene cykel, men den undskyldning kan man jo altid bruge... (vi var så heldige at komme igennem uden havari).
De næste poster gik fint, og vi havde gode ben. Pulsen var nu kommet ned på normal race tempo (ca.155).
Vi når første post, hvor vi kunne blive mere våde. Ja, nogle vælger at tage den store omvej. Men Nicolai tager altid kortets vej så, hvad pokker, vi var jo allerede våde, og en rask svømmetur skader vel ikke.Batteripakken var dog ikke hel så vandtæt som antaget, så lyset blev en del svagere og under Bike n' Run gik det ud. Heldigvis havde jeg nye batterier med.
Tænker tit på, at hvis man en aften stod og kikkede ud over en skovsø og sagde til konen, at nu svømmer jeg lige over, så ville hun nok sige, du er s.. da ikke rigtig klog. Jeg vil jo nok give hende ret og selv tænke, puha, det ser ikke særlig lækkert ud.
Men når man befinder sig i et adventure race, er det noget af det sidste, man tænker på. Her gælder det om at finde hurtigste vej til næste post. At det så tager 3 gange bad, før du er ren igen er lige meget.
Vores træksystem fungerer hamrende godt.
Efter en hel del vandgang og vadning kom vi på cyklerne igen og de store motorer kom i omdrejninger. Vi valgte på skift at tage Nicolai på træk, så han kunne bruge sin energi på at finde vej. Vi må sige, at vores træksystem virker hammer godt. Simpelt klik på og af, hvilket gør, at han har begge hænder fri og kan koncentrere sig om retning og ikke at køre op i baghjulet på mig (skete kun 2 gange, når vi røg i et panserspor, der krydsede en sti).
Bike n' Run valgte vi, for vi havde fundet de vise sten omkring, hvordan vi på skift skulle cykle. Vi havde bare lige overset et lille problem: panserspor, der var så dårlige, at det var hurtigere at løbe.
Efter nogen tid blev cyklerne smidt, og vi løb alle mand. Vi missede første post, men valgte at tage den på tilbagevejen. Lige pludselig gik Nicolai i krampe, smed sig, ikke i sandet, men i vandet. Han kom dog hurtigt på benene igen, og sidste post blev fundet.
Vi kunne se, at stien gik 100 meter parallelt med pansersporet - øv øv. Vi fik fat i cyklerne igen og fik da lige afprøvet systemet de sidste kilometer. Det virker, så vi glæder os allerede til næste gang, der er Bike n' Run (vi vil ikke røbe, hvordan det virker, for tænk hvis andre fik fat i vores vise sten...
).
De næste mange timer fik vi kæmpet os gennem mørket og fundet de forskellige poster. Vi lavede meget få fejl i det ellers krævende øvelsesterræn, hvor et forkert valg var et spørgsmål om sti eller panserspor. Vi havde ingen fornemmelse omkring placering - for hvilke ruter havde de andre hold valgt, og hvilke poster manglede de?
Vi planlagde sivposten til da det blev lyst, og den var let og finde med alle de spor, der var lagt og grøften, der førte der ud.
Kl. 6.45 ankom vi til posten ved Lanli, en ca.4 km frem og tilbage vadning i ca. 10-20 cm vand lige på slaget til lavvande. Vi startede med let løb (nok fordi fotografen var tilstede) og gik ret hurtigt over i hurtig gang med let løb en gang imellem.
Hvorfor valgte jeg at tage turen i cykelsko - nogle, der har en god forklaring?
Vi synes godt nok, der var mange foran os. Havde vi virkelig sat så meget til, de sidste par timer? (Tænker her efterfølgende tit på, hvorfor jeg valgte at tage turen til Lanli i cykelsko? Er der mon nogen, der har en god forklaring?)
Bentøjet blev lidt stift af afkølingen i Vadehavet, men vi nåede lige at få varmen igen frem til Skallingen, hvor 4 poster skulle klippes ude ved tidevandsrenderne. Vi blev hurtigt enige om, at cyklen nok havde godt af en pause.
Så på "stolpeben" luntede vi over en mellemting mellem svamp, vandhuller, knolde, mudder, frøer, kokasser, lyng og hvad man nu ellers møder derude i Vadehavet. Efter lidt tid fik vi også sorte sokker, ligesom alle køerne i området. Et godt grin fik vi over, at et hold blev lettere skræmt, da en flok køer med højt tempo begyndte jagten på holdet (og det var ikke et hold fra Jylland - vi har set køer før!). Nu er der sikkert nogen, der tror, at det er en fordel med "stolpeben" i sådan et terræn. Det er det ikke.
Det var kun 3 km, men føltes som 300.
Efter Skallingen fik vi fast grund under fødderne igen - eller dvs. sand. For pokker, hvor det dog dræner de sidste kræfter ud af kroppen. Det var kun 3 km, men føltes som 300. Det eneste positive var, at vi stadig kunne cykle, mens nogle valgte at gå.
Sidste post var Dødensgab. En bunker, hvor vi skulle kravle ca. 5 meter op ad en cementmur med en buk og en træpind til hjælp. Det er ellers en af mine favorit discipliner, men puha, hvor kunne det være gået galt.
Træpinden væltede, og ca. 80 kg dødvægt er på vej mod bukken og jorden. Gudskelov er Nicolai en garvet klatrer, så i stedet for at flytte sig, maser han mig mod cement muren, og jeg kunne nøjes med hudafskrabning, øm røvballe, albue i hovedet og et mindre chok.
15 sekunder efter stod jeg ved klippeposten og overvejede, om vi virkelig skulle springe de ca. 4-5 meter. Men det gik af sig selv, for jeg var allerede over kanten (av mine knæ).
Et af Mix-holdene gik næsten i krise. For den unge pige ville ikke risikere op- og nedturen, og det er jo lidt træls, når man kun mangler denne ene post. Som tre rigtige gentlemen fik vi hjulpet, og det er altid rart med lidt souvenir. Nogle, der kender til blomkålsøre? Det får man, når et knæ tager turen ned over hovedet og forbi øret. Pyt med det - vi følte os som rigtigt gode adventure racere.
Vi rasede over stok og sten mod mål og nåde lige at komme bag mix-holdet. Som rigtige adventure racere var det første, de sagde, at vi skulle have nogle minutter godskrevet for at hjælp ved den lidt farlige post.
Vi kom i mål kl. 10.35 i tiden 9.54, og det rakte til en yderst tilfredsstillende 9 plads i herrerækken (56 hold), 11 overalt (79 hold). Til vores store overraskelse så vi, at Torbjørn med hold allerede havde pakket bilen og været i bad. Vi havde da ellers overhalet dem ved en af vandposterne. HOHO var vist noget med en stor BOM (den må de selv skrive om).
Så tillykke fra det sønderjyske.
Det var et rigtig godt løb med alt det fede ved Adventure race.
Vi ses til WCC 3.0.
___