...
Boost Adventure - when enough isn't

Dødens gab og historiens vingesus

Af: Søren Strunge, den 27. juni 2010


Stemningsrapport fra West Coast Challenge


Sidste år kunne vi efter en uges rekognoscering i sommerhus i Blåvand komme med en meget begejstret stemningsberetning fra en løbetur i et af løbsområdets helt specielle dele nemlig Skallingen - læs eller genlæs evt. beretningen her: http://www.wcc.dk/O-nekdoter.html

Netop hjemvendt fra endnu en uge med forberedelser i Blåvand er der igen kommet "store øjeblikke" at berette om - DØDENS GAB!
 


Dødens gab

Det var overraskende fedt at køre mtb gennem klitterne bag sommerhusområdet. Stierne var enten overgroede med græs og marhalm eller belagt med flis. Så ikke de sædvanlige sandstier, hvor man skal af og trække hvert andet øjeblik - det var faktisk ret fed mountainbike med konstante op- og nedkørsler rundt mellem klitterne.

Og inde bagerst i klitrækkerne ligger en del af Tirpitz-stillingen, et bunker-kompleks, som var tiltænkt en vigtig rolle i det tyske kystforsvar under 2. verdenskrig.

10,6 meter høj, 3,5 meter tykke ydervægge, 578 m2 grundareal. 54,9 kilometers skudrækkevidde med den 495 kilo tunge pansergranat! Ud af ingenting står den store klods af en kanonbunker og fortæller sin egen stille historie om besættelsestiden.

Efter en risikabel kamp i cykelsko med at komme op ovenpå den store beton-klods for at tjekke en potentiel postplacering bliver mine skridt forsigtige. Da bunkeren i sin tid ikke blev bygget færdig er selve kanon-tårnet aldrig blevet monteret. Så midt oppe på beton-taget åbenbarer dødens gab sig overraskende. Vel 8-10 meter i diameter, cirka ligeså dybt, med duer flaksende op fra deres reder i de gamle gange. I bunden af hullet flyder et par døde duer rundt i ildelugtende brakvand, grønt og plumret, ikke til at vide, hvor dybt det er.

Pr. refleks står jeg forsigtigt ude ved kanten og kigger ned i hullet. Shit mand, der skal man ikke falde ned! Og shit mand, godt man ikke var en ung tysk mand tilbage i 1940'erne.

Vel nede igen sætter jeg kortet tilbage på cyklen og begiver mig videre på eventyr.
 

Tilmeldings-status

Det går lidt trægt med tilmeldinger - men vi er fortrøstningsfulde. Pt. er der godt 30 hold tilmeldt - og på klassisk adventure-vis kommer der nok en bunke tilmeldinger lige op imod tilmeldingsfristen.

Men det kunne nu være rart at få tilmeldingerne allerede nu. Så hvis du ved, I skal deltage, så kan I jo ligeså godt få det gjort - så vi kan være sikre på, at vi kan gennemføre West Coast Challenge 2010!

___
 

Har du brug for overblik over alle løb?
Få inspiration og overblik i kalender oversigten

Vis Kalender Oversigten