Boost Adventure - when enough isn't

Register Sign In Sitemap Søg Forside

WAT A-race 2010

Hold: Frederiksberg Adventure Sport

Af: Klaus Mygind, juni 2010



Lørdag d. 5 juni omkring kl. 6.00. Jeg ligger i en lun sovepose i et telt på Dronningmølle Campingplads med store forventninger til, hvad dagen bringer. Solen skinner, vejret er herligt. Meget rammende er det fars dag, og foran venter der uden tvivl nogle gode eventyr for vores AR-hold, der stiller op til WAT-A-Race i Nordsjælland.

Holdet består af Jon, Henrik og jeg. Jon er en gammel gymnasiekammerat, som jeg har lokket med til AR for første gang, mens Henrik har nogle races på samvittigheden i andre sammenhænge. Vi er således en ny holdkonstellation, og til vores planlæggende møde få dage før fik vi sat rollerne på plads - og i et øjeblik af hovmod og høje forventninger til os selv fik vi pisket en stemning op om, at vi havde en fornuftig chance for at klare os hæderligt.

Ingen tvivl om, at det ville blive en god dag.


Forventningsfulde stillede vi til start kl. 7.00 på stranden ved Dronningmølle, hvor vi fik at vide, at vi skulle efterlade cyklerne på stranden og gå til en nærliggende bus, som ville køre os til start. I bussen fik vi udleveret kort og roadmap, som naturligvis blev heftigt studeret - ingen tvivl om, at det skulle blive en god dag!

Bussen førte os til Gilleleje, hvor første etape (og dermed løbet) blev skudt i gang. Første etape bestod af coasteering fra Gilleleje til Dronningmølle - dvs. løb på stenet kyststrækning med enkelte aflæggere op i terrænnet. De første poster gik fint, men allerede ved omkring 4. post var vi i vildrede - vi følte os overbeviste om, at vi var på det rigtige sted, men posten var ingen steder at finde.

Vi havde fået udleveret minebånd af løbsledelsen i tilfælde at, at en sådan situation skulle indtræffe, men vi var meget usikre på, om en post så tidligt i løbet kunne mangle (ja, post ex er dette ræsonnement mangelfuldt, men i situationen virkede det korrekt). Efter en del leden frem og tilbage, mens vi kunne iagttage, at de andre hold hurtigt besluttede sig for at sætte minestrimmel, kom vi endelig til beslutning om at sætte minestrimmel og komme videre - blot for at konstatere, at næste post heller ikke var at finde.

Det slog os lidt omkuld, da vi ikke var 100 % sikre på vores navigering.


Det slog os lidt omkuld, da vi ikke følte os 100% sikre på vores navigering. Efterfølgende var vi en tur oppe i Nakkehoved Fyr med dejlig udsigt over vandet, hvorefter den stod på kystløb tilbage til Dronningmølle Strand, hvor vi skulle ca. 50 m. ud i vandet for at klippe posten ved en bøje. Alle tre mand i vandet og ud til bøjen - dejlig frisk oplevelse... Det skulle vise sig, at Jon havde glemt klippekortet, så han måtte lige tage en ekstra tur for at få klippet med...

Næste etape var MTB-O, hvor turen gik over stok og sten - og måske lidt for meget sten, for ca. 10 minutter inde i etapen meldte Jon, at han var punkteret. Lettere distræt fik han hurtigt skiftet slange og pumpet - blot for at konstatere, at han ikke havde fået fjernet stenen i dækket... Væk med stenen, på med næste slange, hvilket øjensynligt gik lidt for stærkt, for ventilen blev ødelagt i forsøget på at lave lynskift.

Tredje gang var lykkens gang, og på dette tidspunkt havde måske 10 hold overhalet os på den smalle sti, vi havde "valgt" som vores cykelpit. Således klar igen - men ikke helt upåvirket af uheldet - tog vi en beslutning om at forsøge at skyde genvej for at indhente det tabte. Velvidende, at det var med en vis risiko, hastede vi videre - for ca 15 minutter efter at konstatere, at vores "genvej" var en blindgyde... Tilbage og tage den sikre vej - men sikker overbevisning om, at vores høje forventninger om hæderlig placering var gået fløjten.

Poster blev klippet, og vi ankom til den bemandede post på Tikøb Skole efter ca 3,5 time. Her skulle vi finde 5 poster vha. korthusk på et spejlvendt kort - efter lidt begyndervanskeligheder fik vi knækket koden på denne fine øvelse. Hurtigt videre til nærliggende tankstation for at opretholde væskebalancen i det dejlige solskinsvejr og afsted, afsted.

Vi aftalte, at nu ville vi ikke punktere mere....


Lidt senere kom vi til en lille skovsø, hvor der var tvunget vejvalg mellem to poster - naturligvis direkte igennem søen. Vi fik bekræftet, at vores aluheste kan flyde, og efter nogle knapt så civiliserede udtryk fra min side omkring vandgang, trillede vi videre - forbi Fredensborg Slot for kort efter at inkassere endnu en punktering og konstatere, at nu var der ikke flere slanger tilbage i provianten... Derfor aftalte vi, at vi ikke ville punktere mere, hvilket heldigvis holdt stik. :-)

Videre langs Esrum Sø, hvor endnu en af posterne krævede vandgang - jeg kan melde, at vandet ikke var opvarmet i nævneværdig grad... Post 36 bød på en rebbro, hvor vi skulle have vores mtb'er med - ikke en helt let opgave for mine pindarme, men vi kom over og kunne forsætte til stjernepost ved bredden af Esrum Sø.

Efterfølgende etape var kano + bike'n'run, hvor vi lagde ud med bike'n'run. Henrik startede på cyklen og overlod den efterfølgende til mig - hvor jeg skamfuldt måtte konstatere, at jeg slet ikke kunne få hans cykelindstilling til at fungere, så jeg kunne ikke engang følge med de to løbende makkere. Efter lidt begyndervanskeligheder kom der dog rytme i etapen, og vi kom til kanoposten, hvor vi skulle medtage cyklen i kanoen retur til stjerneposten.

I vores visdom mente vi ikke, at det var muligt at placere cyklen på en måde, så vi alle tre kunne padle, så Jon fik til opgave at holde cyklen, mens vi andre padlede. Vi kunne dog senere konstatere, at de andre hold havde løst opgaven og således havde en "motor" mere end os andre. I kanoen fik vi snakket om de forudliggende etaper, og vi kunne regne os frem til, at vi ikke kunne nå alle de valgfrie poster indenfor løbets makstid.

Valget stod derfor mellem mtb-o og o-løb, hvor jeg helt klart plæderede for mtb-o, da cyklen er min ven - vi kunne dog konstatere fra roadbook'en, at o-løb ville give os fire valgfrie poster mere end mtb-o (med samme estimerede tidsforbrug), så Henrik fik lov at tage det taktiske valg og fik os med på o-løb. Ikke uden protester fra min kant (da jeg følte mig overbevist om, at vi alligevel ikke kunne gøre os gældende placeringsmæssigt)...

O-løbet var ikke just befordrende for mine ømme stænger på dette tidspunkt, men Henrik lavede fornem navigering og fik os igennem på godt en time.

Den afsluttende etape var mtb-o tilbage til Dronningmølle. Efter frådende at have fyldt vores depoter, fik vi skub i cyklerne og fortsatte langs vestsiden af Esrum Sø til Esrum Kloster, hvor der var bemandet post med et par småopgaver. Videre til Søborg Slot og retur til Dronningmølle, hvor sidste post lå ved Tegners Museum - her skulle vi ud i terrænet og finde årstal på statuer for at regne difference ud.

På dette tidspunkt havde vi indhentet en del hold.


På dette tidspunkt havde vi indhentet en del hold, så jeg forsøgte på bedste vis at sætte rasende tempo til mål for i det mindste at redde æren på den sidste strækning. Det lykkedes således at komme foran et andet hold, men Henrik mistede sit kort i forvirringen, så det lykkedes ikke at redde æren...

Vi passerede målstregen i 11.51 (9 minutter under tidsgrænsen) for til vores store glæde at kunne indtage grillede pølser efter målgang - det spillede maks! Pølserne blev glædeligt indtaget i i sikker forvisning om, at vi var blandt de lavest placerede hold. Det var således med stor mistro, at jeg modtog Henriks melding om, at vi lå nummer tre i herrerækken - det viste sig, at en del hold havde måtte vælge mellem mtb-o og o-løb (som os selv), og her drog vi fordel af, at valget faldt på o-løb, da det bidrog med fire ekstra poster og således sikrede os en bedre placering.

Ingen tvivl om at vi kommer igen til næste år.


Alt i alt var det et forrygende løb, WATeam havde arrangeret - og så havde de endda gjort sig det besvær at sikre godt vejr! Især mtb-strækningerne var suveræne i min optik; og der var også krydret fint med forskellige discipliner og samarbejdsøvelser. Og når vi så opnåede en tredjeplads på trods af punkteringer, forvirring pga. manglende poster, forkert vejvalg samt mangelfuld disponering af kanomotorer, er der vist ingen tvivl om, at vi kommer igen til næste år... :-)
 





Mød andre Adventure
 Racere på
Facebook