THY TIL LANDS TIL VANDS OG I LUFTEN 2010
Hold: Delta Adventure Sport
Af: Michael Have, august 2010
Denne gang skulle vi af sted som et firemandshold og som mixhold, da vi havde fået Dorte med. De øvrige deltagere var Jens, Mogens og undertegnede, Mikael.
Mogens og Dorte nåde først frem til sportspladsen i Thy og fik slået teltene op. En ting er sikkert! Vi nægter at gå ned på udstyr, så vi havde et stort telt med sovekabine og plads til borde, stole, gasblus mm. Der ud over et par små tomandstelte, så alle havde god plads til luftmadrassen.

Løbet skulle starte kl. 7:00, hvilket betød vi skulle op kl. 5:00 for at få morgenmad og de sidste ting på plads.
Første del af løbet var et stjerneløb rund i Snedsted, hvor vi skulle huske ord fra hver post for at få selve løbets kort udleveret, når vi kom tilbage i startområdet. Her efter skulle vi videre ud efter en række poster, der stort set alle kunne cykles til - om end med lidt teknisk kørsel. Fx så vi en veludført teknisk saldo, da Jens tog den ud over styret efter at have ramt i et hul midt i en lyngmark - han greb faktisk cyklen!
Efter en række poster nåde vi frem til et nyt stjerneløb ved Førby sø. Her blev vi udsat for kanosejlads, tovbane, padling på surfboard, svømning og dykning efter poster samt Bike'n'run, hvor Jens og Mogens hver tog den hårde tur og løb de 5 km. efter Dortes og min cykel. Til Bike'n'run havde Mogens fået fremstillet nogle "Cykelkalapøjsere" - de udgjorde et træksystem på cyklen, så løberen kunne blive trukket og spare kræfter på fremdriften.
Et løb med mange høje knæløft.
Efter dette stjerneløb fortsatte vi mod orienteringsløbet, der var placeret på et meget bakket og lyngfuldt område uden stier. Det var et løb med mange høje knæløftninger. Men takket være Mogens' præcise navigation, løb vi lige til posterne og endte med at løbe lidt over 10 km, hvilket var meget tilfredse med.
Den videre færd ud i den Nordvestjyske natur bød på en enkelt vandpassage, hvor vi måtte i vand til livet for at få vores cykler over på den anden side af en å og en anden vandpassage, hvor arrangørerne have udtænkt en tænkeopgave, der var ledsaget af den fysiske opgave med at transportere cyklerne i kano over en sø.
Opgaven var, at hvert hold fik én kano på hver side, og man skulle også aflevere en kano på hver side, før man måtte fortsætte. Yderligere måtte 2 mand i en kano maks. have 3 cykler med og 3 mand i en kano maks. 1 cykel . Nå, men der var ret store bølger på tværs af sejlretningen, så vi valgte den hårde tur, der krævede lidt flere passager, men til gengæld var mere sikker.
Kræfterne var ved at slippe op.
Efter yderligere nogle kilometer på cykel gennem det smukke landskab endte vi ved et fyr, hvor vi skulle fiske et kort op og så ud på et orienteringsløb i klitterne - det var hårdt. Kræfterne var ved at slippe op, og flere knæ gjorde knuder .
Efter dette løb skulle vi i gang med hjemturen, der var cykel o-løb på kryds og tværs af området. Vi tog et par poster, men kunne konstatere, at klokken var blevet 20, og vi havde ca. 20 -25 km. hjem, hvis vi kørte direkte, så vi droppede resten af posterne og kørte mod de afsluttende aktiviteter nær målet.
Vi besluttede dog at gå direkte til den meget lækre og fristende buffet, da vi endelig ankom til målet omkring kl. 21:15 og sluttede dermed de ca. 14 timers løb med et få rigtig mad i maven - fantastisk!
Vi gennemførte ikke, men havde en fantastisk dag.
Løbet var godt fra ende til anden. Vi gennemførte ikke, men havde en fantastisk dag og fik prøvet kræfter med et langt adventure race i det danske. Vi har meget at lære endnu, men vi er mere opsat på at køre disse løb end nogensinde.
___