Sorø Adventure Race 2009
Hold: Team Classic Poker
Af Martin Husted, juni 2009
Da starten først gik kl. 9, bestemte Asger og jeg os for først at køre lørdag morgen, men det betød en rigtig tidlig afgang, nærmere bestemt kl. 05.15. Vi kom godt til Sorø og var der i så god tid, at jeg kunne nå at hente Ebbe på banegården. Ebbe havde taget turen helt fra Norge for at køre med os.
Efter indskrivning og instruktion var vi klar til start kl. 9. Starten var en prolog, hvor vi først skulle løbe rundt om en mindre sø, hvorefter vi skulle ud på et kortere o-løb. Vi lå med helt fremme, men forsøgte ikke at lægge alt for hårdt ud. Afslutning på prologen var rebklatring, hvor Ebbe klatrede op og fik udleveret vores roadbook og nogle kort. Desværre mistede vi et par minutter, da vi overså en klippetang på den sidste o-post.
Vi mistede et par minutter, da vi overså en klippetang.
Efter prologen var der 2 forskellige sløjfer, som holdene blev fordelt på. Vi fik sløjfen med løb, så vi skulle løbe ud til starten på et længere o-løb. Undervejs ud til o-løbet fik vi følgeskab af Team Utrolig, der var rigtig godt løbende.
Da vi kom ud til starten på o-løbet, lå der 3 cykler, så vi kom pludselig i tvivl om, hvorvidt vi måtte have taget cyklerne derud. Men det var heldigvis holdet på cyklerne, der havde taget fejl, så de var blevet kørt tilbage til stjernecentrum for at starte forfra på turen ud til o-løbet. Surt for dem.
Asger styrede kortet på o-løbet, og det gik upåklageligt. Team Utrolig krogede os fuldstændigt de første 11 poster, og de havde bestemt ikke selv tænkt sig at finde vej. Vi forsøgte flere gange at sætte dem af med nogle hurtige ryk, men de blev ved at hænge på. Men vi fik hul efter en post, hvor Ebbe var en tur i åen for at klippe en post. Her var Ebbe hurtigere end Team Utrolig, så vi skyndte os af sted til næste post. Da vi klippede posten, kunne vi se Team Utrolig på vej op gennem skoven, men vi rykkede hurtigt videre, og derefter så vi ikke mere til dem på o-løbet. O-løbet tog hårdt på Ebbe og jeg, men heldigvis var Asger godt løbende og kunne aflaste os ved at slæbe to rygsække.
Vi forsøgte flere gange at sætte dem med nogle hurtige ryk.
Efter o-løbet løb vi til bmx-banen, hvor vi skulle køre 15 runder. Det var vældig fornøjeligt, og især Asger gav den gas og kørte de fleste runder. Har så vi også Team Utrolig for sidste gang. De ankom 17 minutter efter os, netop som vi forlod banen. De havde altså smidt 17 minutter på o-løbets sidste 8 poster, så der var måske en god grund til at de forsøgte at kroge os.
Efter bmx-turen løb vi tilbage til stjernecentrum, hvor vi skulle skifte til mtb efter 3½ times løb. Det var en ren fornøjelse at komme af sted på cyklen, selvom jeg i starten havde lidt problemer med kramper, men det gik heldigvis over igen.
Efter et par poster på cyklen blev det tid til kanoetapen, som foregik på sø hele vejen. Ebbe og Asger var vilde efter at få lov til at ro, så jeg satte mig godt tilrette i midten af kanoen og nød den flotte natur.
Nogle roer, mens andre nyder den flotte natur.
Halvvejs på kanoetapen var det indlagt en lille bakkespurt, hvor vi skiftevis skulle løbe op på toppen af en høj bakketop og klippe en post. Det hold med den hurtigste tid sammenlagt vandt et gavekort på 500 kr. til Sportsmasters - sørme om det ikke blev os, endda med næsten 2 minutter ned til de nærmeste forfølgere. Efter spurten og et tvunget hvil på 10 min. kom vi af sted på sidste del af kanoetapen, som forløb uden problemer. Der ventede cyklerne, hvorefter det gik af sted mod Gerlev Højskole.
Undervejs skulle der klippes et par poster, men vi kom derud uden problemer til trods for modvind hele vejen, og for at der manglede noget af kortet, da vi skulle skifte kort. Ikke særlig optimalt, når det kan få konsekvenser for vejvalget.
På Gerlev Højskole skulle vi som udgangspunkt ind i svømmehallen og svømme 2500 meter, men først skulle vi løse 3 opgaver, hvor vi havde mulighed for at optjene fratræk i distancen.
Første disciplin var pusterør. Hver træffer gav 50 meters fratræk, og vi ramte på 2 ud af 6 forsøg. Ikke særligt imponerende.
Næste disciplin var o-løb, hvor vi havde 20 minutter til at finde flest mulig poster. Hver post gav et fratræk på 100 meter, så der var meget at hente. Tvisten var, at jeg skulle forklare Ebbe og Asger, hvor posterne var, hvorefter de uden kort skulle løbe ud og finde dem. Det gik okay. Vi fandt 12 ud af 20 poster, hvilket betød 1200 færre meter at svømme.
Sidste post var i svømmehallen, hvor det handlede om at holde vejret og på skift komme op at trække vejret. Vi fattede aldrig rigtig øvelsen, så optjente ikke mere end 250 meters fratræk, hvilket betød vi skulle svømme 950 meter - surt, da ingen af os er specielt gode svømmere. Men det gik okay, og vi kom af sted fra Gerlev med et forspring på ca. 40 minutter til de nærmeste forfølgere på vores egen sløjfe.
Af sted igen med et forspring på ca. 40 minutter.
Efter Gerlev gik turen tilbage til Sorø, og det var dejligt med lidt medvind på cyklen. Tilbage i Sorø konstaterede vi, at vi var det første hold, der havde gennemført begge sløjfer, så vi førte løbet. Der var dog lidt uklart, hvor langt vi var foran de nærmeste forfølgere, så vi besluttede at komme hurtigt af sted på rulleskøjterne.
Så vi gjorde klar til sidste sløjfe, som var inliners. Det var ikke med verdens højeste tempo, vi kom af sted, men vi holdt en god hastighed og havde ingen problemer med at finde vej. Der var dog lidt problemer ved post 2, som vi ikke kunne finde. Men vi var sikre på, at vi var det rigtige sted, så vi ringede til løbsledelsen.
De vidste ikke rigtig noget, så vi valgte at køre videre. Og ved post 3 fik vi bekræftet, at vi havde været det rigtige sted, men at de ikke havde nået at sætte posten ud inden vores ankomst. Ikke særlig fedt, men det fik heldigvis ingen indflydelse på placeringerne i løbet.
Post 4 på inliners var øksekast, hvor vi skulle ramme plet 10 gange med en økse. Vi var ikke vildt begejstret over en "bingodisciplin" på dette tidspunkt, men heldigvis kunne Ebbe ramme og det endte med, at det var ham, der ramte alle 10 gange.
Vi var ikke vildt begejstrede for en "bingodisciplin" på dette tidspunkt.
Efter øksekast skiftede vi til løbesko og tog en "shortcut" gennem skoven, hvorefter vi igen hoppede på inlinerne og kørte til post 5. Den var desværre tegnet forkert ind på kortet, men heldigvis ikke mere end 200 meter, så vi fandt den. Her ventede en tur rundt i en grusgrav. Først skulle vi henover 2 containerne, som var 2½ meter høje, derefter skulle vi løbe op ad en stejl bakke og ned på den anden side, inden Asger og jeg til sidst skulle trække os over en mindre sø i en to'er kajak.
Herefter gik turen tilbage til stjernecentrum. Da vi forlod post 5 var ingen af de nærmeste forfølgere ankommet, så nu var vi sikre på, at sejren var i hus. Vi kørte tilbage til stjernecentrum, hvor vi skiftede til løbesko og løb om til dagens sidste post, hvor vi endelig fik brug for vores klatreseler.
Nu var vi sikre på, at sejren var i hus.
Ebbe og Asger klatrede op på en høj pæl, hvor de sammen skulle stå på en platform, inden de skulle hoppe ud i intetheden og hænge i rebet. Det var hurtigt overstået, og vi løb efterfølgende i mål som suveræne vindere. Det skulle vise sig, at der var over 1 time ned til de nærmeste forfølgere.