Skåne Adventure Race 2009
Hold: Frederiksberg Adventure Sport
Af Mai Harsem, april 2009
På hjemmesiden for en skånsk adventure sports klub står træningens 10 bud. Ét af budene er, at "Smerte er en ophøjet form for nydelse". Det vil jeg nu mene, er en sandhed med modifikationer - og det syntes jeg især under vores afsluttende orienteringsløb, men mere om det senere.
Smerte er en ophøjet form for nydelse...
Lørdag den 25. april 2009 var dagen for min debut i Adventure Racens eventyrlige verden. Scenen var sat i Skånes smukke natur, træerne var sprunget ud, anemonerne stod skulder mod skulder i skovbunden, vejrguderne tilsmilede os, solen slog gnister i vandet, udstyret var pakket og tjekket og dobbelttjekket, benene var gode og forventningerne var tårnhøje. Jeg var på vej ud på en følelsesmæssig rutsjetur med følgeskab af Tom, som var min makker, Bjarne, Henrik, Ole og Peter.
Det er fantastisk, hvor mange følelser man kan komme igennem på en enkelt dag. Da jeg stod på gaden foran min hoveddør kl. 7.50 og ventede på at blive samlet op af Tom og Bjarne, havde jeg en forventningsfuld kildren i maven. I bilen blev denne kildren suppleret med en lettere nervøsitet. Ved forberedelserne i vores skiftezone og ved briefingen før start blev det til decideret spænding, som gik over i glæde, da startskuddet gik, og vi indledte den første af seks etaper, som var 4 km løb. Ikke engang en forholdsvis lang og stejl bakke umiddelbart efter start kunne få bugt med denne sitrende glæde.
Jeg var både nervøs, spændt og sitrende glad.
Det kunne den efterfølgende 5 km kanotur med en dårlig kano, en for kort pagaj, alt for meget vind, genstridige bølger og udsigt til indtil flere hold, der kæntrede, imidlertid, for da blev følelsen lynhurtigt erstattet med en ængstelse for, dels om vi selv kæntrede og dels for den kommende 5 km kanotur. Glæden kom til gengæld igen på de 11 km på mountainbike, der fulgte efter. Etapen var lynhurtigt overstået, og der var endda overskud til at nyde den utrolig smukke og udfordrende strækning.
Herefter var det tid til endnu en kanotur, hvor vores frygt heldigvis viste sig at være ubegrundet. Kano er helt sikkert ikke vores (i hvert fald ikke frk. tændstikarm) stærke side, men da vi både fik en bedre kano og pagajer i den rigtige størrelse og samtidigt stort set undgik at blive generet af vinden og bølgerne, blev det en meget bedre oplevelse.
Kano er ikke lige vores - eller i hvert fald ikke frk. tændstikarms - stærke side.
Men da vi begyndte at tale om, at vi begge skulle på frokostrestaurant i den kommende uge med kunder og begyndte at tænke på lækre stykker smørrebrød, fik vi lynhurtigt en lektion i ikke at hvile på laurbærrene, for det kunne vi slet ikke administrere og kom helt ud af takt. Så resten af turen gik med koncentreret at tælle til 30 tag til hver side med blikket stift rettet fremad.
Herefter snuppede vi endnu en tur på mountainbiken i form af 9 km orientering inden det afsluttende orienteringsløb på 7 laaaaaange km. På dette tidspunkt var mine ressourcer meget indskrænkede og begrænsede sig til, at først højre fod bevægede sig, derefter venstre og så højre igen og så venstre.
Heldigvis var jeg på hold med Mr. Overskud, som efter post 1 fik sat en elastik på mig og trak mig resten af turen. Under andre omstændigheder ville jeg have været fornærmet over at blive trukket af sted som en sæk kartofler, men man lærer at sluge en stor portion stolthed, når benene gør ondt, og man er træt i hele kroppen.
Heldigvis var jeg på hold med Mr. Overskud himself.
Tom viste sig også at være Mr. Orienteringsekspert, for han var eminent til at finde den bedste og mest direkte vej mellem posterne, så vi ikke kom ud på nogen omveje. Mellem post 4 og 5 mente han selv at have fundet en så perfekt smutvej, at det endda var hurtigere end fugleflugt. Hmmm, det ved jeg nu ikke rigtig, men jeg var i hvert fald meget taknemmelig over hans kort evner.
Det var dog som om, at kræfterne kom gradvist tilbage, jo tættere vi kom på mål. Da vi endelig kunne krydse målstregen med mig tumlende af sted bagved Tom, som havde fundet syvmile støvlerne frem på den sidste flade strækning, blev jeg fyldt med den ultimative lykkefølelse og væk var trætheden. På det tidspunkt var mine mundviger flyttet permanent nordpå, og heldigvis var det ikke mig, der skulle køre hjem, for mine hænder ville ikke kunne holde om rattet, eftersom de var knyttet i en fastfrosset sejrsbevægelse over hovedet.
Jeg blev fyldt med den ultimative lykkefølelse og væk var trætheden.
Vi mødte de to andre hold i målområdet og evaluerede løbet, delte oplevelser og op- og nedture, fik noget at spise, strakte ud, pakkede sammen og drog derefter tilbage mod København.
Hvor min mave på turen derover var fyldt med flaksende sommerfugle, var den på turen hjem fyldt med tusindvis af små lykkebobler. Vel ankommet til København havde vi et kort pitstop på Café Langebro, hvor vi fik en enkelt øl, som dog hurtigt blev omkonverteret til sofaen og en sandwich.
Selvom jeg på nogle tidspunkter af løbet var udmattet, træt og øm i kroppen og slet ikke var enig i, at smerte er en ophøjet form for nydelse, så var mit første Adventure Race en kæmpe stor og super fantastisk oplevelse.