OMM -
The Original Mountain Marathon 2009
Hold: AdventureTeam Claire.dk
Af Rasmus & Dion, oktober 2009
Terræn - løb contra gang
The Original Mountain Marathon (the OMM) bliver - i overensstemmelse med sit navn - altid afholdt i bjergrige egne. Dette års udgave blev afholdt i Elan Valley i Wales.
Efter offentliggørelsen af løbsområdet - som finder sted efter tilmeldingsfristens udløb - blev vi af andre deltagere advaret om, at området var kendetegnet ved "babyheads" og udstrakte sumpe, og at løbere med lange ben ville have en fordel, men vi havde på ingen måde forudset det ekstreme terræn, som Elan Valley bød på.
De stejle bjergsider var vi indstillet på. De var jo også en del af baggrunden for at tage turen over Nordsøen og deltage i the OMM. Vores forventninger var, at vi skulle gå, når det gik (stejlt) op ad, men at vi ellers skulle løbe resten af løbet.
På grund af terrænet måtte vi dog vende vores strategi 180 grader - så vi løb opad og gik på toppen! Selv om terrænet på toppen af bjergene var mere fladt og dermed mindede mere om vores kendte danske forhold, så var terrænet på toppen nærmest ufremkommeligt. Dette skyldtes kombinationen af "babyheads" og sump.
På grund af terrændet måtte vi vende vores strategi 180 grader.
Ifølge en anden deltager, som via sit tidligere virke i det engelske militærs eliteenhed havde en meget godt kendskab til området, havde Elan Valley aldrig før været så mættet af vand. Det betød blandt andet, at toppen af bjergene var en stor tørvesump. Sumpen og mudderet krævede typisk, at fødderne sank 5 - 10 centimeter ned, før foden fik fæste, og at benmusklerne kom på overarbejde, når foden skulle hives ud af mudderet igen for at tage det næste skridt.
Det andet forhold, som gjorde det nærmest umuligt at løbe på toppen af bjergene var de vildtvoksende skalpe, tussocks eller "babyheads". Toppen af bjergene er tæt dækket af 30-50 cm høje tuer af langt græs. Efter vores opfattelse kan området bedst beskrives som marker fyldt med basketbolde med så langt hår, at det var umuligt på afstand at vurdere størrelsen af tuerne, ligesom det ikke var muligt at se, om tuerne stod så tæt, at der er noget frit tilgængeligt sump imellem tuerne og dermed at vurdere, om det kunne lade sig gøre at svuppe sig igennem området.
Området kan bedst beskrives som marker fyldt med basketbolde med langt hår.
Tuernes kælenavn, "babyheads", er efter vores opfattelse ikke rammende. Om tuerne er på størrelse med basketbolde eller babyhoveder er nok ikke afgørende, men det forhold, at der vokser græs så langt, at du ikke kan vurdere, hvor tuerne og sumpen er, gør terrænet ufremkommeligt og farligt (for danskere og andre, der ikke har gummiagtige ankler og knæ). Tuerne kunne "angribes" på to forskellige måder - højt eller lavt. Hvis man valgte at gå højt - altså at gå på tuerne - risikerede man når som helst at miste balance og/eller at vrikke om på foden. Hvis man valgte at gå lavt - altså at gå mellem tuerne - så skulle man enten lave høje knæløftninger, eller også risikerede man at banke fødderne ind i tuerne. Til trods for at de høje knæløftninger var fysisk krævende, og til trods for at flere hundrede små sammenstød mellem forfoden og tuerne efterhånden havde gjort vores tæer ømme, valgte vi typisk at forcere tuerne lavt. Risikoen for at komme til skade og dermed for at udgå af løbet var alt for stor på den anden måde.
Terrænet var fysisk meget krævende på en måde, vi ikke havde forberedt os på.
Terrænet var fysisk meget krævende på en måde, som vi ikke havde forberedt os på, ligesom det trak hårdt på de mentale ressourcer, når vi travede igennem det uvejsomme terræn med følelsen af, at vi ikke flyttede os det mindste fremad.
I øvrigt bød terrænet på en anderledes udfordring, som bestod af små underjordiske vandløb. Hvis man i løb satte foden oven på et sådant underjordisk vandløb, risikerede man at falde igennem jorden med i værste fald et brækket ben til følge.
"Peat hags" blev også en del af vores ny bekendtskabskreds. I informationsmaterialet fra løbsledelsen var vi blevet gjort bekendt med, at området indeholdt flere delområder med de såkaldte "peat hags". Herefter skrev løbsledelsen: "You most certainly do not want to go there"! "Peat hags" er en art tørvemoser.
You most certaintly do not want to go there...
Vejr - udstyr
I 2008 udgaven af the OMM blev vejret den afgørende faktor. For første gang i løbets daværende 41 år lange historie blev løbet aflyst, og årsagen hertil var vejret. På mindre end 24 timer faldt mere end 600 mm regn. Vi var derfor indstillet på, at det kunne blive rigtig dårligt vejr, herunder meget vådt og koldt.
På denne baggrund valgte vi at medbringe et større, tættere og mere solidt telt, end det vi normalt benytter os af i det tilsvarende danske løb. Ligeledes havde vi tøj- og madmæssigt valgt ikke at køre helt tæt på "minimumsgrænsen".
Vi vidste godt, at vi ikke ville kunne gøre os gældende i topkampen, og vi ville bare have en god oplevelse i et fantastisk og anderledes område med en fysisk hård udfordring. Vi vurderede derfor, at de ekstra par kilo i rygsækken ville gøre mere gavn end skade.
Et par ekstra kilo i rygsækken ville gøre mere gavn end skade.
Lørdag, som var løbets første dag, var vejret som forventet. Det regnede vertikalt fra vest stort set hele dagen, og vores medbragte regnjakker blev testet til det yderste. Den meget kraftige vind gjorde det samtidig meget koldt, selvom vi bar lange løbetights og skiundertrøjer samt til tider vest under regnjakken.
Om søndagen blev regnen væk og til tider fik vi endda nogle dejligt varmende solstrejf. Som et lille antropologisk kuriosum kan det oplyses, at briterne ikke regner kulde, blæst og regn for noget. En stor andel af deltagerne mødte frem og gennemførte i korte shorts og blege ben.
Der var masser af deltagere i korte shorts og blege ben.
Orientering - deltagere
Vejret betød også, at der kun var ganske lidt tåge. Højderne og det store udsyn samt terrænets store karakterer gjorde orienteringen overraskende nem. Bivirkningen var en udsigt over de fantastisk smukke efterårsbjerge og -dale.
På de to første poster om lørdagen kunne man vælge mellem to forskellige ruter. Da vi lige skulle finde os til rette på kortet, og da der var en smule tåget ved starten, valgte vi ved post nr. 1 en rute, som var sikker, men længere og langsommere end den direkte vej. Allerede ved post nr. 2 valgte vi at gå lige på.
Herefter var der reelt set kun én post, hvor vi kunne vælge mellem forskellige rutevalg. Det var post nr. 6. Enten skulle man gå lige på, hvilket naturligvis ville være den korteste distance, og som derudover var kendetegnet ved den fordel, at vi ville bevare vores højde. Ellers skulle vi løbe ned i dalen, for derefter at løbe ad stien langs reservoiret i bunden for til sidst gå stejlt op på toppen igen. Vi valgte den sidste løsning, idet vi vurderede at vi ville kunne løbe det meste af vejen, og undgå at skulle forcere alt for mange "hårboller i suppen".
Det tog os næsten to timer at komme til post 6. Var det det rigtige rutevalg? De hurtigste klarede dette stræk på ca. en time og et kvarter, og vi var langsommere på dette stræk end de andre hold, som havde en samlet tid i omegnen af os. Tiden kan dog ikke besvare dette spørgsmål alene. Det at strække benene gav en god - og ikke mindst en mere vandt - følelse. Rent mentalt var det i hvert fald det rigtige rutevalg for os som løbere.
Var det mon det rigtige rutevalg?
Søndag var der kun én post, hvor vi skulle vælge mellem to forskellige vejvalg. Det var fra post nr. 2 til post nr. 3. For første gang var vi uenige om valget af rute. Rasmus ville gå den direkte vej. Dion ville løbe en omvej ad en sti for til sidst at gå stejlt op ad. Vi valgte at følge resten af feltet og gå den direkte vej, som så bød på uendelig mange af vores behårede venner i et sumpet område sporadisk dækket af de føromtalte "peat hags".
Til vores glædelige overraskelse og modsat vores forventninger, som var baseret på løbsledelsens advarsler, viste det sig, at "peat hags'ene" - i hvert fald i dette område - udgjorde en fordel. Vi kunne løbe igennem dem (tilsyneladende uden større risiko for at blive opslugt af "tørvemosernes gab") og dermed uden om tuerne.
Selvom organisationen bag the OMM generelt skal have stor ros for planlægningen af og gennemførelsen af et løb med op mod 3.000 deltagere, så kunne man godt ønske sig, at posterne på de forskellige baner ikke blev genbrugt (i hvert fald ikke, når der reelt set ikke er flere veje at vælge imellem). Genbruget af posterne betød, at der særligt på den anden dag, var lange slanger af mennesker, som bevægede sig fra post til post, og at man derfor ofte "bare" blev en del af "slangen".
Opsummering
Vi fik en samlet placering som nr. 55 i tiden 1o timer og 47 minutter, ud af de ca. 300 startende hold i vores klasse (klasse B).
Vores umiddelbare følelse er, at forventninger om en fantastisk naturoplevelse i et meget barsk terræn blev opfyldt, men vores forventninger om et "løb" er uforløste. Løbet var fysisk og mentalt en voldsom prøvelse på en måde, som vi ikke var forberedt på. I relation til det orienteringstekniske kunne vi godt have ønsket, at niveauet havde været højere, og at mulighederne havde været flere. Men med 3.000 deltagere(!) i bjergene på samme tid, kan det ikke undgås, at der bliver lidt kødannelse.
Under alle omstændigheder har vi fået en oplevelse for livet i en natur og en event, som overraskede os. Overraskelser er dog også en del af udfordringerne i vores sport.