Boost Adventure - when enough isn't

Register Sign In Sitemap Søg Forside

Nils Gisli

En Boost Adventure Profil
Publiceret den 1. december 2009

 

Boost Adventure har fundet Nils Gisli i fuld gang på sin TV-station, Køge TV. Nils er en mand med mange passioner, der blandt mange andre tæller TV, Adventure Race og politik. Socialdemokraten Nils er således netop blevet valgt ind i Køges byråd.

Nils er om nogen "stifteren" af Adventure Race i Danmark. Han har i den grad præget udviklingen de seneste ti år og har brugt en ganske anseelig del af sin fritid på denne nye og uorganiserede sport.

I dag har alle indenfor sporten - både de gamle rotter og de nytilkomne - vist hørt om Nils Gisli, og vi er mange, der kan takke ham for hans store engagement - også selvom det har vist sig nærmest umuligt for Nils at organisere den vilde flok af ekstreme mennesker.


 
Involveret i AR siden:

På en Banff festival i København i det sidste årtusinde stiftede Nils for første gang bekendtskab med AR, da han så en film om den fascinerende sport. Der var oven i købet arrangeret et lille løb i den forbindelse. Nils var solgt, og herefter gik det stærkt.

Han deltog i de få løb, der kunne støves op (bl.a. Adventure Challenge på Bornholm), og i slutningen af 2000 startede han det, vi i dag kender som ardk.dk eller AdventureRacing Danmark. Her i gennem lykkedes det Nils at samle sportens udøvere og arrangører i Danmark med masser af initiativer - herunder ikke mindst et kæmpe forberedelsesarbejde med Raid450 og en helt enestående profilering i medierne, da løbet blev gennemført i 2007. Nils kørte desuden et eget ardk.dk hold og arrangerede præmier til de hold herhjemme, der viste størst fremgang i sporten.

Lysten til at lancere Raid450 i Danmark kom fra Nils' studier af de store løb i udlandet. Han har bl.a. nærstuderet TV om Eco-Challenge og har flere gange været med som hjælper i Primal Quest. Nils har i øvrigt produceret en lille film om Primal Quest set fra sidelinjen. Her fortæller han bl.a. om, hvordan det er at stå ved siden af vinderne fra Nike på løbets 10. og sidste dag og høre dem udtrykke respekt for de andre hold, der jo havde slidt i dobbelt så mange dage, som dem selv.

Med en politisk karriere godt i gang, bliver tiden til andre interesser alt andet lige mindre. Vi kommer derfor næppe til at se helt så meget til herren, som vi har gjort. På den anden side ruster gammel kærlighed som bekendt ikke så nemt. En gang Adventure Racer, altid Adventure Racer. Bliv derfor ikke overrasket, hvis du møder Nils på din næste tur ud i det danske AR-miljø.

Generelt om Nils:

Siden sin barndom har Nils været en vaskeægte spejdertype med masser af adventure i blodet. Glæden ved natur og sport tilsat en god portion skarpe holdninger førte bl.a. til, at han i sine unge dage fik organiseret Street Basket i Danmark med lokale klubber og en samlende organisation. Nils har altid ønsket at gøre det samme inden for Adventure Race.

Med masser af initiativer i forhold til hold, løbsarrangører, etablering af AR cup osv. har Nils altid gået i front. En rolle, der som bekendt tit fører til hug - og dem har Nils da også fået sin andel af. Kritikken har bl.a. lydt på, at han ikke har været demokratisk nok. At han sammenblandede roller. Eller efterladte uløste problemer.

Men vi er her på redaktionen nu af den opfattelse, at det er bedre med en masse gode initiativer end ingenting at gøre - alene af frygt for klø. Set på den lange bane har initiativerne sat skub i sporten, og så er alt andet jo krusninger på overfladen.

 

Den sjoveste, fedeste eller mærkeligste oplevelse med Adventure Race:

Her er der rasende mange kandidater. En af redaktionens favoritter - som vi fluks skynder os at dele med alle jer andre - er historien om dengang, Nils deltog i Nordic Walking (læs: stavgang!).

Den korte version af historien er, at Nils og vennen Bjarne står på startlinjen til Fjällräven Extreme Marathon, hvor de af uransagelige årsager stiller op i den nye disciplin på programmet: Nordic Walking. Ingen af dem har nogen anelse om, hvad disciplinen indebærer, og gode råd er derfor dyre.

Heldigvis spotter Nils og Bjarne et ægtepar, der har vundet alle de andre nordiske landes topløb inden for genren. De mangler nu kun at sikre sig trofæet i Danmark. Hvad gør Nils og Bjarne? De hægter sig selvfølgelig på dette par.

Da kvinden undervejs i løbet hænger lidt på en bakke, siger Bjarne "så er det nu!", hvorpå de begge storker op ad bakken. Det lykkes de to seje mandfolk at få lagt afstand til parret og kan herefter forsætte i fornem stil frem til målstregen, som de krydser som nr. 1.

Kort efter kommer det ellers altid vindende ægtepar hæsblæsende i mål. Da det går op for dem, at de er blevet slået af de to knægte, bryder parret ud i et vildt skænderi.

Nordic Walking blev aldrig gentaget i løbet, der siden hen har heddet CoastZone Extreme Marathon.

Det bedste, der kan ske for sporten indenfor de kommende år:

Nils svarer prompte i vanlig let provokerende stil, at sporten først vil blive organiseret den dag, de gamle går på standby. Det er, mener han, hvad der skal til for at få organiseret sporten bedre. Hvilket ikke overraskende er den udvikling for sporten, som Nils ønsker.

Nils er stor fortaler for lokale foreninger og forbund, så folk kan samle sig lokalt om sporten. Dette er samtidig et nødvendigt grundlag for at kunne samle sporten på tværs af landet med ensartede løbstyper, regler osv. AR folket må stå sammen for at promovere og fremme sporten.

I samme åndedrag opfordrer Nils til, at vi alle i højere grad husker at rose initiativtagere og arrangører. Det er helt ok at brokke sig, hvis bare det gøres konstruktivt - bl.a. ved lige så ofte at huske at påpege alt det gode.

Nils' yndlingsdisciplin:

MTB trækker ofte smilet lidt ekstra frem, men ellers er svaret så absolut altid "den næste disciplin". Det er med at få overstået slidet og komme til noget mere spændende ;-).

Nils' hadedisciplin:

At løbe - dog er det ok, hvis der er masser af poster undervejs. Men en lang, trang og kedelig løbestrækning - det duer bare ikke. Nils fremhæver i øvrigt, at det er møg træls, hvis arrangører har lavet en dårligt organiseret og uovervejet øvelse, hvor der opstår diskussion, tvivl eller ventetid.

Drømmeløbet:

Nils har for nylig deltaget i Greenland Adventure Race - et drømmeløb og ydermere en personlig rejse for ham. Nils' ambitioner var ikke højere end at gennemføre, men det skulle vise sig at udvikle sig til en helt særlig, personlig kamp, før målstregen blev nået.

Ret tidligt i løbet forstuvede Nils nemlig sin fod kraftigt. Men på grund af kulden hævede den ikke. Derfor vurderede man ved en lægeundersøgelse efter dagens etape, at den var brækket. Naturligvis blev Nils frarådet at fortsætte, og han var sådan set enig. Men næste morgen - efter en behandling udført af en lokal minearbejder - tænkte Nils: fandeme nej, vi skal videre.

Lars Bukkehave, der var med på kammeratlig vis, troede ikke sine egne ører. Ej heller gjorde de andre deltagere og tilskuere, der havde set Nils med krykker. Men Nils skulle af sted - og det kom han - og lykkedes med at gennemføre GAR på en kraftigt forstuvet fod. Respekt.

Mål for de kommende år:

Personligt sætter Nils sig nye mål hvert år. Da fokus pt. er på andre områder, er der ingen vilde sportslige mål i ærmet. Måske noget med MTB Marathon eller lignende.
 



Mød andre Adventure
 Racere på
Facebook