Greenland Adventure Race 2009
Hold: Team Utrolig
Af Team Utrolig, september 2009
For 2. år i træk ville vi forsøge at gennemføre og helst forbedre vores placering fra sidste år. Vi havde trænet målrettet og intensivt i gennem mange måneder og følte os godt forberedt til strabadserne. Planen var at flyve over Island for at spare penge. Dette skulle vise sig at være en dårlig idé, men mere om det senere.
31/8: Danmark til Island
Vores indtjekning var der ingen problemer i, selv om vi skulle have ekstra bagage med i form af vores cykler. Mens vi sad og venter på at borde, blev mit navn kaldt over højttaleren. Jeg skulle komme til skranken, hvor jeg blev bedt om at følge med. Jeg skulle åbne min taske. Det var dog ikke min taske, men Tommys, for vi var kommet til at bytte om på bagagemærkerne.
Derfor måtte Tommy kaldes ned og åbne. Tommy havde taget nogle trykluft patroner med til hurtigt at kunne fylde luft i vores store MTB dæk, hvis vi skulle punktere. Dette er ikke lovligt, og han måtte aflever dem til Security personalet.
På Island fik vi en ny overraskelse. Vi var landet i Keflavik, men vores fly til Grønland fløj fra Reykjavik, hvor vi også havde booket hotel. Derfor måtte vi ud på en bustur på en time, før vi kunne komme i seng. Klokken var nu 2 om natten.
1/9: Island til Grønland (Narsarsuaq)
De to timer, der er i tidsforskel mellem Danmark og Island, gjorde, at vi vågnede rigtig tidligt, men så havde vi god tid til at spise morgenmad og komme ud til lufthavnen, der kun lå 2 km væk. Vi tog en taxa og betalte den fyrstelige sum af 35 kr. for turen.
Da vi var stået tidligt op, var vi også tidligt i lufthavnen for at sikre, at vi ville få cyklerne med på flyet. Mens vi ventede, gik EDB systemet i lufthavne ned, og vi måtte vente yderligere, før lufthavnen besluttede sig til at lave indtjekningen manuelt, og vi kunne komme af sted.
I lufthavnen på Grønland mødte vi Storch Lund - en deltager fra sidste år. Dejligt at se et kendt ansigt. Han skulle desværre ikke deltage i årets løb, da hans makker var skadet. Men han var med som crew og hjælper på turen.
Da vi havde fundet vores bagage, gik vi ud til vandrehjemmet, hvor løbet skulle starte, og vi skulle overnatte de første dage. Her sad Morten, et crew medlem fra sidste år og ham, der står for sikkerheden under GAR. Vi fik hurtigt en hyggelig samtale i gang.
2/9: Narsarsuaq
Dagen forløb med at tjekke vores grej og cykler igennem. For at være ekstra godt forberedt og for at røre musklerne cyklede vi lidt rundt og tjekkede så meget af næste dags rute, som vi kunne.
Om aftenen var den første af løbets mange briefinger. Her kunne vi også se alle løbs deltagerne og hjælpe crew. Desværre var der 2 hold, der havde meldt afbud, og vi var derfor kun 6 startende hold. Men sidste års vindere var der, og det var netop dem, vi gerne ville måle os med. Vi fik udleveret isudstyr, sikkerheds pakke, energibarer og andet obligatorisk grej.
Fra sidste år vidste vi, at Steigeisen ikke er lavet til Tommys str. 48 sko. Tommy havde derfor lavet et håndbor og medtaget bolte og møtrikker, således at vi kunne bolte Steigeisen fast på et par gamle sko. Vi havde yderligere sat hurtig bespænding på snørebåndene, så vi kunne lave et super hurtigt skift ude ved indlandsisen. Ruten var lavet om i forholdt til sidste år og forlænget meget. Spændte på næstedags udfordringer gik vi tidligt i seng.
3/9: 1. etape. Narsarsuaq
Regnen silede ned, og der var en strid kold blæst ude fra indlandsisen. Dette skulle blive en hård dag. Etapen bestod af MTB, løb, klatring, rappelling og forcering af en afmærket rute på indlandsisen.
Der er ca. 5 km asfalt i Narsarsuaq, og denne ville vi bruge på MTB til at lave et hul ned til de andre hold. Kl. 10 lød startskuddet, og vi satte tempo med det samme og klippede 1. post som nr. 1 med et godt forspring allerede efter 1 km kørsel.
Da vi smider cyklerne og begynder at løbe, er forspringet 5 min. Vi havde aftalt, at klatreturne på den første stigning skulle tages i moderat tempo for at vende musklerne til belastningen. Det er meget hårdt at klatre flere hundrede meter lodret op med udstyr på ryggen. Turen hen over toppen af bjerget og ned mod isen forgik ligeledes i fornuftigt tempo.
Team Sava, som vores hårdeste modstander hedder, hentede næsten hele vores forspring alene på nedstigningen mod isen. Således at vi startede noglelunde samtidig på at gå op på indlandsisen - dog havde vi et lille forspring pga. vores super system med Steigeisen.
For at hente vores forspring satsede Team Sava meget og fik nogle grimme styrt på den glatte, hårde is, men det rystede dem overhovedet ikke. Turen på isen var næsten dobbelt så lang som sidste år, hvilket var super fedt. Det er meget hårdt, men også spændende at bevæge sig rundt på stejle hårde isblokke med dybe kløfter.
Nede fra isen var vi igen hurtigst af sted, men vi blev hentet lige før toppen. Vi fulgtes nu ad frem til nedstigningen. Igen var grønlænderne for hurtige ned ad, og vi måtte slippe dem. Nede kunne vi se, at de tog en genvej på en strækning, som sidste år var umulig at passere. Denne lokalkendskabsfordel kom vi til at opleve mange gange.
Næste post var en opgavepost, hvor vi skulle rappelle ned af det bjerg, vi var kravlet op på. Vi havde næsten hentet Team Sava, men afmonteringen af Steigeisen tog lidt for lang tid. Efter rappellingen måtte vi nemlig aflevere vore is- og klatreudstyr, men ikke vores ekstra sko. På de næste poster kunne vi se, at vi kom tættere og tættere på Team Sava, men da der igen var en stejl nedstigning trak de fra os.
Tredje sidste post lå gemt oppe på et bjerg bag byen. Vi valgte desværre en helt forkert vej op og en endnu mere tåbelig vej ned og tabte yderligere minutter til Team Sava. De kendte selvfølgelig området og havde taget den bedste vej til posten. Meget kolde og våde kom vi i mål 12 min. efter Team Sava, men 2 timer foran nr. 3. Vi havde brugt over 5½ time på første etape. Sidste damehold brugte over 10 timer. Dette betød, at aftensmad og briefing først startede meget sent. Godt mørbankede kravlede vi i seng.
4/9: 2. etape. Narsarsuaq til Sillisit
Koldt, klart og ikke megen vind. Denne etape havde vi på forhånd udset til at tage noget tid fra de andre hold, da det var en ren MTB tur. Dog var der nogle smeltevands elve, vi skulle passere undervejs. Gårdsdagens hårde etape kunne mærkes i kroppen, men vi var fortrøstningsfulde.
Kl. 9 satte vi kurs ud af byen. Vi havde aftalt at lægge os bag Team Sava og lade dem vise os første del af vejen, som vi ikke havde kørt før. Efter 2 km skulle den første elv passeres. Vi var forberedt på, at smeltevand direkte fra isgletsjeren er koldt, men at det var modbydeligt koldt, og at ens underben efter de 3 min, som overgangen tog, ville være nærmes følelsesløse, var alligevel ufatteligt.
Da vi kom over, valgte vi at løbe med cyklerne for at få varmen tilbage i benene. Den kom forbløffende hurtigt, og vi begyndte at hæve hastigheden, da vi igen sad på cyklerne. Team Sava hang rigtig godt på. Dette skyldes nok at vi ikke kunne køre så stærkt, som vi havde forventet pga. trætheden fra dagen før.
Efter en times kørsel opdagede Team Sava, at de havde glemt deres kontrol kort. De vender om for at hente det, og vi fortsatte. I bunden af fjorden, som vi køre rundt om, skulle vi passere flere smeltevands elve. Tommy tog første tur og nåede næsten modsatte bred, før han blev væltet af strømmen. Han nåede at kaste sig fremad og få fat i bredden, hvorfra han kunne hive sig i land.
Jeg tager cyklen på nakken og begiver mig ud i den kolde, rivende elv. Ca. halvvejs blev benene skyllet væk under mig, og da først cyklen kom ned i vandet, tog strømmen rigtig fat. Med begge ben forsøgte jeg at stemme imod bunden for at tage farten af, så jeg ikke skulle blive skyllet ud i fjorden. Tommy løb inde på bredden med en pind i hånden, som han forsøgte at nå mig med. Heldigvis fik jeg fat, og han kunne trække mig i land.
Totalt gennemblødte fortsatte vi over de næste elve, som heldigvis ikke var nær så kraftige. Vi kunne se, at Team Sava var tilbage og havde passeret elvene et helt andet sted end os. Igen kom lokalkendskabet dem til gode. Kampånden brusede i os, og selv om vi var våde og kolde, ville vi ikke lade Team Sava køre fra os. De havde ikke været tilbage, men blot ringet og bedt en ven sejle ud med deres kort, hvilke var muligt, da vi cykler rundt om en stor fjord. Havde vi glemt vores kort, ville vi ikke havde haft denne mulighed. De modtager i øvrigt kun 15 min. straf for denne hjælp udefra.
Efter ca. 10 km var vores tøj ved at være tørt, og varmen ved at være tilbage i kroppen, men vi turde ikke køre fra Team Sava, da vi var bange for igen at blive snydt på en genvej. Vi holdt i stedet et højt tempo, hvor de blev pressede, men kunne følge med os.
Efter at have passeret et bjerg holder traktorsporet pludselig op ved en gård. Tilbage var kun et lille fårespor hen over en stor slette. Det var ikke muligt at cykle, så vi slæbte, trak og bar cyklerne rundt. Jeg syntes, at det var enormt hårdt, men Team Sava satte farten op i et forsøg på at sætte os af.
Det lykkedes ikke for dem, og sammen når vi frem til en lille bygd, hvor der igen er fornuftig vej at køre på. Vi holdt så højt et tempo, vi kunne på cyklerne for at få rystet Team Sava af. De var meget seje og holdt virkelig godt på.
Et godt eksempel på hvor frygtløse disse grønlænder er - det kommer her. På vej ned af et meget stejl bjerg med huller og store sten i vejen spørger den ene grønlænder Tommy, der fornuftig nok bremser for at holde hastigheden nede: "Er du bange?" - og ræser udenom i et afsindigt tempo uden den store kontrol over cyklen.
På de sidste rigtige stejle strækninger kunne vi cykle op, mens Team Sava måtte af og trække. Derfor fik vi oparbejdet et fornuftigt forspring, selvom det virkelig tærede på kræfterne, og benene gjorde ondt.
I mål var vi 7 min. foran og med tidsstraffen til Team Sava på de 15 min., havde vi nu førstepladsen med et forspring på 10 min. Igen kom sidste damehold i mål 5 timer efter os, så endnu engang fik vi sen aftensmad samt briefing om næste dags etape og vejr. Vi kravlede trætte i soveposerne i teltet, der var slået op på en græsmark ned til fjorden. Et super idyllisk sted, hvis det ikke lige var for det regnvejr, som rasede.
5/9: 3 etape. Sillisit til Narsaq
Koldt og blæsende med regn, slud og sne. Kongeetapen. 40 km løb over flere bjergpas. Sidste år havde vi en rigtig dårlig tur, hvor vi gik ned og gik forkert. Derfor ville vi forsøge at følge Team Sava hele dagen.
Kl. 9 stod vi småfrysende klar på startstregen og kiggede op af dagens første bjerg. Da startskuddet lød, spænede vi der ud af, men hurtigt kom vi ned i et lunte tempo for det begyndte hurtig at gå op ad. Team Sava holdt et højt, men stabilt tempo den første time, hvor det kun gik opad. På det mere flade vidste de godt, at det ikke var muligt for dem at sætte os af, så derfor forcerede de ikke tempoet på denne strækning.
På dagens 2. kraftige stigning kunne jeg godt mærke, at jeg var lidt flad og Tommy fik noget at min oppakning, således at vi kunne holde trit med Team Sava. Vi løb nu i sne til anklerne i gemenblødte gummisko, mens vinden piskede igennem vores tynde løbe tøj. Heldigvis havde vi rygvind, så det var til at klare. Næsten på toppen af sidste rigtige stigning skulle vi rundt om en lille sø. Den var omkranset at klipper dækket af et lag sne.
Team Sava sprang som bjerggeder rundt uden at tænke på, at det var glat. Derfor lykkedes det for dem at lave et lille hul til os, og den sidste del af stigningen satte de yderligere fart på. Nedstigningen fra dette bjerg var virkelig stejl, og det var totalt umuligt for os at følge dem, hvilket fik dem til at sætte tempoet yderligere op. Vi kunne kun se til, mens de forsvandt i horisonten, og vi forsigtigt kravler ned ad.
Vi havde ca. 1/3 del af etapen tilbage. Alene på dette store bjerg var vi lige ved at vælge, hvad der ville havde været en katastrofal vej, men jeg kunne huske netop denne passage fra sidste år, og vi fik korrigeret retningen uden at miste alt for meget tid. Dog var gassen gået lidt at ballonen, så vi var ikke helt så motiveret til at holde et højt tempo. Vi var trætte og lod kroppen få lov til at bestemme i stedet for hovedet. I sport er det vigtigt at kunne fokusere på det nødvendige og ikke på, om det gør ondt i benene. Jeg havde godt kunne mærke, at min akillessene gjorde ondt, men troede, at det bare var en sten, som havde gnavet hul. Det viste sig desværre ikke at være tilfældet. Sneen i mine sko havde kølet så meget, at jeg havde fået seneskedehindebetændelse i akillessenen under turen. Den slags småting stopper ikke en AR deltager i at fortsætte.
Den sidste del af turen var udramatisk, og vi kom hjem 50 min efter Team Sava. I mål fik vi af vide, at Team Sava netop havde valgt den taktik at løbe ruten med de skrappeste stigninger for at sætte os af. Det må desværre siges, at det lykkedes for dem.
Igen kom sidste dame hold hjem længe efter os, og igen fik vi sen mad. Dagen byder i øvrigt på lidt af en gyser, da et af dameholdene ikke var nået frem til første post - og ingen havde set noget til dem. Flere redningshold blev sendt ud, men ingen var i stand til at finde dem. Heldigvis fik holdet fundet vejen tilbage til startstedet i Sillisit og kunne sejles sikkert frem til os andre i Narsaq.
6/9: Narsaq til Qaqortoq
Sol og let vind. En perfekt dag for en etape i kajak. Vi havde glædet os til netop denne etape, som vi blev snydt for sidste år pga. dårligt vejr. Kajak på Grønland, imellem store isbjerge og over dybe fjorde, det må være den ultimative tur.
Allerede kl. 8 fik vi udleveret vores kajakker. Vi havde prøvet dem sidste år og vidste, at der skulle justeres en del for at få Tommy til at sidde godt. En str. 48 er ikke beregnet til at blive indespærret i en kajak. Slet ikke, når der skal være TO ved siden af hinanden. Vi havde også taget nogle bæreseler med, som skulle tilpasses, så de passager, hvor vi skulle bære kajakkerne, ville kunne klares så let som muligt.
Kl. 9 røg vi af sted, som havde vi stjålet kajak og udstyr. Nogle i mere elegant stil end andre. Team Sava piskede derudaf, og vi lagde og efter. Der gik dog ikke mange minutter, før Tommy bad mig sætte tempoet ned. Han sad ikke godt og kunne allerede nu mærke, at han ville få svært ved at holde tempo de næste 5-6 timer. Vi kunne derfor se Team Sava forsvinde igen. På etapen var der indlagt to overbæringer, som vi sad i kajakkerne og glædede os til. Glædede os til at komme op og strække benene og få lidt blod i de fladtrykte baller.
Men overbæringerne var slet ikke så lette, og kajakkerne vejede over 30 kg stk. med vores grej i. Så selv om vi havde brede bæreseler, skar de sig alligevel ned i vores skuldre. Bedre blev det ikke af, at der var temmelig ujævnt på land med mange sten, hvor vi skulle balancere rundt. Tommy havde kun et begrænset udsyn til jorden gennem den lille sprække mellem de to kajakker.
Afbrækkene var alligevel kærkomne. Efter 3 timers sejlads havde Tommy virkelig ondt og kunne ikke mærke sine ben. Det tærede selvfølgelig yderligere på hans kræfter, og humøret var ikke det bedste. Vi overvejede at lave et træksystem, men da vi ikke havde trænet det hjemmefra, turde vi ikke. Måske vil jeg også komme til at bruge alt for mange kræfter på turen, da Tommy vejer en del kilo mere end jeg.
Vi sejlede nu på det sidste stræk mod Qaqortoq. Fjordvinden, som opstår, når varmen får luften til at stige inde over land, var lige i ansigtet på os, så Tommy lagde sig lige bag mig for at sparre lidt på kræfterne. Vi kunne se helt frem den pynt, vi skulle runde for at komme ind til Qaqortoq, men det tog næsten 3 timer at nå frem til den. 3 timer, hvor Tommy virkelig måtte kæmpe med alt den viljestyrke, han havde.
Jo nærme vi kom Qaqortoq, jo stærke blev vinden. I havn måtte jeg hjælpe Tommy ud af kajakken, og i fællesskab fik vi løftet dem op på kajen. Derefter skulle vi løbe nogle få hundrede meter til mål. Vi havde sat en hel time til i forhold til Team Sava og dermed definitivt sagt farvel til førstepladsen. 1 time og 45 ville vi ikke kunne hente på sidste etape. Om aftenen overnattede de deltagere, som ikke havde bopæl i Qaqortoq, på højskolen i enkeltværelser. Aftensmad og briefing var dejlig tidligt denne aften, så vi kom tidligt i seng. Det var helt underligt at sove alene uden Tommys snorken, men jeg sov som et lille barn.
7/9: Igaliku
Regn og tåge. Etapen er simpel. Løb til toppen af Sydgrønlands højeste bjerg Illerfissalik på 1.765 meter og ned igen - vel og mærke med start kun 4 meter over havet på kajkanten i Igaliku. En tur på ca. 20 km.
Vi skulle tidligt af sted med båd fra Qaqortoq til Igaliku. Så allerede kl. 7.10 sad vi bænket i kabyssen på den lille båd.Pga. kraftig blæst og sne ville vi ikke kunne nå helt til toppen af Illerfissalik. Hvor langt op vi skulle løbe, afhang af de folk, der var sendt i forvejen og skulle være post på bjerget. Kedeligt med dårligt vejr for udsigten skulle være helt fantastisk på toppen.
Kl. 9 lød starten på den sidste krævende udfordring. Taktikken var klar. Team Sava skulle følges helt til dørs, selv om vi ikke kunne hente dem i den samlede stilling. Holden på 3. pladsen var mere end 3 timer efter, så de kunne heller ikke hente os. Efter få kilometer var det kun Team Sava og os i front. Tågen lå tæt omkring os, men regnen var holdt op. Efter et bevokset område med let stigning løb vi nu opad i et stenet terræn totalt uden vegetation. De lokale kalder området for Sahara.
Stigningsprocenten blev kraftigere, efterhånden som vi kom højre op. Min akillessene gjorde ondt, men vi holdt stadig kontakt. I ca.1.000 meters højde startede sneen og blæsten, og i omkring 1.200 meter var vinden virkelig kraftig og piskede sneen igennem vores tynde løbetøj. Heldigvis havde crewet på posten valgt at sende os ned igen ved 1.217 meters højde. Jeg havde højdemåler på der, så ved jeg det.
På nedløbet forsøgte Team Sava at sætte os af, som de havde gjort de foregående dage. Men vi var fast besluttet på at følge dem, ømme ben eller ej. Teknisk havde det forløbne også lært os en del om at løbe stærkt nedad, så vi hang på. 5 km før mål løb vi i et meget højt tempo, mens landskabet langsomt fladet ud. Vi kunne mærke og se, at grønlænderne nu begyndte at få problemer med at følge os, så vi holdt tempoet, mens de langsomt sakkede bag ud.
Desværre lavede vi endnu en af vores utallige små fejl i vejvalget, og straks lå vi side om side med grønlænderne igen. I et afsindigt tempo spurtede vi hen af den stenede grusvej mod mål. Jeg var helt flad og måtte hænge i Tommys rygsæk de sidste 500 meter for at holde det hidsige tempo.
Vi vand etapen med sølle 15 sekunder, men for os kunne det lige så godt havde været 15 minutter eller 15 timer. Vi havde for første gang slået Team Sava på en løbeetape i bjerge. At Team Sava også syntes, at det havde været en fornøjelig tur vidnede deres store smil om. Sport er stort på Grønland, og fighterviljen fejler bestemt ikke noget. Vi havde ikke fået sejren foræret, men slået dem på ærlig vis.
Om aftenen var der præmie overrækkelse, og lokale kogekoner havde lavet dejlig mad. Vi spiste og drak til langt ud på natten, mens vi fortalte historie om oplevelser under løbet.
8/9: Igaliku til Narsarsuaq
Tidligt om morgenen i en tæt tåge fik vi bugseret 9 mand med udstyr ind i en landrover for at køre de 4 km over til en ventende båd. Ikke en transport, som ville være gået i Danmark. Hvert eneste hul i den stenede vej fik støddæmperne til at gå i bund. Båden, som skulle sejle os tilbage til lufthavnen i Narsarsuaq, var en åben jolle men en stor 90 HK motor. Så den time, turen tog, nåede vi at blive rigtig godt gennemkolde og sad og håbede på, at vi ikke ville ramme et isbjerg med den høje fart båden sejlede med.
I lufthavnen - mens vi sad og ventede på flyet - fik vi meddelelse om, at vi ikke kunne komme af sted. Vejret tillod det ikke. Heldig vis fik vi tilbudt husly for natten hos Storch Lund - en af løbets crew medlemmer. Flybilletten fra Island måtte laves om og kostede os flere tusinde kroner. Jeg var ellers sikker på, at den var lavet med afbestillingsmulighed. Men vi fik os endnu en hyggelig nat på Grønland.
9/9: Narsarsuaq Island
Næste dag var der ingen problemer, og vi kom planmæssig til Island. Her måtte vi vente 3 en halv time i en bus terminal i Reykjavik, før vi kunne komme til Keflavik internationale lufthavn, hvor vi skulle tilbringe natten. Desværre var det ikke tilladt at sove på gulvet, så vi måtte sidde hele natten på en jernbænk, indtil indtjekning startede kl. 5 om morgnen. Kl. 7 forlod vi Island og havde ingen problemer med bagage eller andet hele vejen hjem til vores privatadresser, som vi nåede til om eftermiddagen den 10/9.