Fra ö til ö i Sverige 2009
Hold: Team Results
Af Ronni Andersen, november 2009
Bo og jeg kørte selv til Stockholm. Vi var i god tid, inden færgen til Sandhamn førte os gennem en smuk, vindstille og solrig svensk skærgård. Virkelig en flot optakt.
På Sandhamn Strandhotel stod den på briefing, hvor alle de internationale hold - herunder vores - måtte op og stå under bifald fra svenskerne. Ret fed fornemmelse. Det var en knivskarp briefing og i øvrigt et meget velorganiseret løb, så ros fra vores side til løbsarrangørene.
Efter aftensmaden blev vi færget til en anden ø, hvor vi overnattede i hytter på 8 mandsstuer sammen med amerikanere, svenske brydere (?) og attack dykkere.
Kl. 03.45 ringede mit ur. Fuck, det er mørkt på den tid. Igen færge tilbage for at få morgenmad i rette tid inden start kl. 06.00.
Her er nok det eneste øf fra vores side. For lidt (og for svensk) morgenmad til 120 startende + frivillige og hjælpere. Så jeg måtte gnave mig igennem noget bran-flakes-agtigt med yougurt, (valget stod mellem det eller ingenting, så...) samt en skive af deres, skulle det vise sig, evindelige knækbrød.
Derefter det obligatoriske toiletbesøg (senere ville det blive ret svært iført våddragt). Desuden skulle hele kroppen smøres ind i vaseline. Kinky fornemmelse - neopren og vaseline.
Så skulle hele kroppen smøres ind i vaseline.
Nervøsitet før start. Hverken Bo eller jeg har prøvet noget lignende: 17 km cykling, 38 km løb og så frygtindgydende 10 km svømning. Jeg har min tvivl, om det overhovedet er muligt for os at svømme så langt. Men nu står vi her, så der er kun en vej: fremad, og tag en ting af gangen.
Lidt over seks, da Talin-Stockholm færgen har passeret vores rute, går starten. Først 1.200 meter løb, hvor løbet endnu ikke er givet frit, og så startes der med det længste svømmepas på 1.650 m.
I strandkanten skifter vi til svømmefødder, og får et chok. Fuck, hvor er det koldt. Betydeligt lavere temperatur end hvad vi er vant til, men vi er naturligvis også små 1.000 km mere nordligt.
Fuck, hvor vandet det er koldt.
Vores strategi er at bruge svømmefødder på de lange svømmepas (over 500 m), mens vi bare hopper i med løbesko på de korte. Dette års rute har 20 vandpassager. Der går lidt tid med at vænne sig til vandtemperaturen, men ellers går første pas problemfrit.
Så er vi i land og skal løbe 700 meter. Eller, det vil sige....., at komme i land er ikke problemfrit. Vi er kolde og forkomne, kramperne lurer, og så skal man kravle, klatre og klamre sig i land, idet klipperne er som smurt ind i brun sæbe. Så lurer kramperne ikke mere!
En ting, som ikke bare kan trænes i Danmark, hvilket betyder, at turene ud og ned i vandet ofte er med førligheden som indsats, mens man oppe af vandet vel mest af alt ligner en Bambi - med krampe.
Vi lignede vel mest af alt en Bambi - med krampe...
Vi finder dog rytmen efterhånden og følger rutens markering, indtil vi løber forkert og mister ca. 17 minutter - pisse ærgerligt. Vi får dog kontakt igen, passerer de to andre danske hold og ligger i lang tid og kæmper med et amerikansk hold. Et hold, der på et tidspunkt vælger at bruge kniv på deres våddragter til 5000 kr. for at få bedre plads til læggen!
Turens absolut hårdeste pas var en svømmetur på 1.400 m. På det tidspunkt var vi godt møre og har inden da svært ved at holde varmen, våddragten til trods. Da vi hopper i, sidder et hold i vandkanten og RYSTER af kulde. Vores tilstand er lidt bedre, så vi får fødderne på og går i gang. Stadig sidder de to svenskere og ryster, og der er helt tydeligt krise.
Det varer da heller ikke længe, før Bo må opgive at bruge svømmefødder og ben i det hele taget, da han hele tiden får kramper, når han bruger dem. Altså må vi gå over til håndkraft, så at sige. En modbydelig tilstand. Når man ligger stille, fryser man helt ind i knoglerne. Når man svømmer / arbejder, så kramper man. De sidste 200 meter går uendeligt langsomt, og min kropstemperatur har med garanti ALDRIG været lavere.
Min kropstemperatur har med garanti aldrig været lavere.
Her tror man så, at alt er vel, når man kommer i land - men..., hvis klipperne var glatte de andre steder så.... Det må have været en total ynk at se på 8-10 m/k, som vitterligt kravler rundt på klipperne, mens de bander og skriger af krampesmerter.
Cirka 20 meter inde på klipperne, kommer en kvindelig hjælper mig i møde og stiller det dummeste spørgsmål: Hvad er dit holdnummer? Jeg når at tænke: Det står sgu da på brystet af min trøje, idiot. ALT er dog tilgivet, da jeg efter et korrekt svar får en Dajm (den bedste jeg nogensinde har fået). Et andet hold sidder på klipperne, rystende, og stirrer tomt ud i luften. Føj, den var sej.
Alt er tilgivet, da jeg får en Dajm.
Da vi kommer til cykelturen og har gennemført 3/4 dele, er vi så presset af manglende væske, at vi må bruge ca. 10 min. på at spørge om vand hos en måbende svensker. Planen var langsomt at tømme vores camelbaks og derefter bruge dunk, som kunne fyldes i spande på væskeposterne. Dunken ligger formentlig og svømmer rundt i skærgården, for da vi skulle til at bruge den, var den pist væk. Øv.
Vi støder igen på amerikanerne, og på de sidste 3 vandpassager har vi kontakt med dem og 2 andre hold. Jeg VIL slå de amerikanere, så jeg ser mit snit til at forcere på den andensidste ø. Bo og jeg kommer først i vandet på sidste vandpassage, vi er også først oppe på den anden side. Da vi først får fodfæste, er der "kun" 2.500 m hjem. Her finder vi en god rytme og løber hele vejen, selvom det går pænt opad - især de sidste 800 meter.
I mål på 13 timer 6 minutter og 40 sekunder.
Det var en tur,der trak tænder ud.
En ret hård tur, synes jeg. Måske især mentalt. Det trak tænder ud gang på gang at skulle hoppe i 8-10 grader varmt (øhh koldt) vand, når man endnu ikke havde fået varmen siden sidste vandgang.