FarOut Multisport 2007
Hold: Boost Adventure Team
Af Bo Abildgren, den 11. september 2007
Fredag den 31. august 2007 kl. 21.30 gik starten til FarOut Multi Sport (FMS) med udgangspunkt i deres kursuscenter i Blekinge, 160 km fra Malmö. FarOut Elite er teknisk svær og på i alt 145 km med 90 km MTB, 40 km løb og 15 km kajak og ca. 2.500 højdemeter.
Lars dukkede op som aftalt 16.15 i Espergærde. Det sidste udstyr blev panik-pakket, og lige inden vi kørte ud på vejen, huskede jeg da også lige løbeskoene, der havde stået til tørre ved brændeovnen. Det er nærmest reglen, at der er stress på lige inden et længere AR løb, selvom det vigtigste jo egentligt burde være, at man er udhvilet og afslappet.
Det sidste udstyr bliver panikpakket, og i sidste øjeblik huskede jeg løbeskoene.
Videre mod København ringede en tidspresset Frederik for at høre, hvor langt vi var nået. Tilfreds var han med de 15 min., som vi var efter planen. På Frederiksberg fik vi Frederik, hans cykel og udstyr samt sponsor godterne fra Katan (Montane Jakke og bukser samt Powerbars) med om bord. Vi kørte hurtigt videre mod det sydsvenske - hele tiden med truslen om regn hængende i spredte tunge skyer over os.
Efter en del bilkø nåede vi frem til FarOuts kursus hytte, hvor vi parkerede sammen med flere andre hold lidt fra hytten, klædte om og fik organiseret vores udstyr. Vi startede alle tre ud i vores nye Montane jakker i en hidsig orange farve. Super hensigtsmæssigt, når det allerede var ved at være mørkt, og man stod blandt en masse fuldt læssede Adventure Racere og skulle finde hinanden.
Efter FarOut havde budt alle velkommen og givet klare instrukser, blev deltagerne på den korte rute sendt af sted. 5 min. senere var det vores tur. Vi havde aftalt, at vi ville tage det i roligt tempo de første 20 minutter, så Frederik kunne komme godt ind i kortet.
Navigationen var svær - det stod hurtigt klart.
At det var svær navigation, stod hurtigt klart - ikke blot var terrænet noget anderledes udfordrende end hjemmevandt, men kortet selv var en kæmpe udfordring, da det langt fra lignede vante O-kort. Efter en lille bøf, der kostede os en tidlig vandtur, kom vi dog hurtigt på sporet, og Frederik navigerede os sikkert gennem det første O-løb med 17 poster. Under O-løbet gled jeg på et klippestykke og landede på knæet, men heldigvis gik smerterne væk igen efter nogen tid. Jeg var blot lidt stiv i knæet. En ubehagelig påmindelse om, hvor hurtigt et løb kan blive stoppet af en dum skade.
Tilbage ved hytten skulle vi traversere en lille væg. Mens Lars valgte at løbe en straf runde, klatrede Frederik og jeg, hvilket gjorde, at vi alle tre hurtigt kunne komme videre. Efter klatreøvelsen fik vi udleveret et stort lamineret kort, hvorpå 19 MTB-O poster skulle optegnes. Frederik fik hurtigt optegnet kortet, og vi tog af sted med tre hold bag os.
Placeringen af posterne på MTB-O løbet var ofte et almindeligt O-løb værdigt! Flere gange var posterne placeret, så cyklerne enten skulle stilles fra sig eller skulle slæbes et længere stykke gennem mose eller krat. Vi var ved godt mod og havde masser af kræfter, men på grund af den svære orientering og resulterende kortstop var det svært at give den max gas og presse fysikken. Vi holdt derfor et jævnt tempo og snuppede posterne med god sikkerhed.
Dog var der nogle poster som drillede - enten fordi veje og stier ikke passede (ca. 50 % af stierne var forkert markerede - enten var de fjernet eller nye var kommet til). Eller som ved post nr. 7, der viste sig at være camp for det tvungne 3 timers hvil. Der var ingen markerede stier de sidste km hen til posten. Vi mødte nogle hold, der havde ledt i flere timer i skoven, så vi fortsatte vores egen rute, hvilket indebar mere end en times trækken og slæben med cyklerne gennem en delvist oversvømmet eng. Men vi fandt frem, samtidigt med de andre hold vi havde mødt tidligere, så vi havde hentet et par timer der.
Soveposerne, som Lars havde anbefalet at tage med, var en super dejlig gevinst. Særligt når man så de rystende kroppe, der lå rundt omkring og kæmpede for at holde varmen. Vi spiste lidt mad, inden vi lagde os til at sove. På dette tidspunkt havde jeg 120 % mistet lysten til energibarer af nogen som helst art, så jeg spist den sidste rugbrødsmad og en pose nøddemix.
Jeg havde 120 % mistet lysten til energibarer.
De tre timer gik hurtigt, og vi kom af sted igen på cyklerne. Nu var det tid til kajakkerne. Det var lidt op ad formiddagen, og det var perfekt vejr. Solen skinnede, og vandet i Skærgården lå nærmest spejlblankt. Igen arbejdede vi for et hurtigt skift fra cyklerne til kajak, og vi kom da også hurtigt på vandet med et kort over 5 poster spredt over en strækning på ca. 15 km mellem et hav af små øer.
Lige inden vi tog af sted, kom team CoastZone i land, så vi bemærkede at vi nok skulle tage godt fat i pagajerne, hvis vi ville gennem løbet indenfor tidsrammen. Kajak etapen var en ren fornøjelse i den super flotte natur. Alle poster var placeret på øer - en endda på toppen af en bakke på en lille ø - så man kunne se ud over Skærgården til alle sider.
Lars kom på slæb på de sidste kilometer i kajak, så vi kunne udligne kræfterne, men måske var det blot for at samle kræfter til næste opgave - et bike & run, hvor Lars sprang af sted som en kanin med en gulerod hængende foran snuden. Flere gange måtte Lars stoppe op og vente på mig, der kæmpede en brav kamp på Lars cykel (med bagagebærer til Lars rygsæk) med at få hovedet til at forstå, at bakgear vælgeren arbejdede modsat min egen (og alle andre...¤#%#?) - så i det bakkede terræn kæmpede jeg opad bakkerne i højeste gear og ned igen hjulende i det mindste!
Klatreetapen viste sig at være rappelling med cykel.
Efter bike & run gik turen nu med alle på cykel videre til nogle MTB-O poster. Igen latterligt svært placeret med et kort, der på alle måder forsøgte at riste Frederiks stifinder gen over sagte ild. Blandt andet oplevede vi en ikke markeret motorvej, samt flere indgange til stier, der var komplet tilvokset. Men Frederik vandt over kortet og fik os sikkert gennem terrænet og frem til alle posterne. En af de discipliner, vi havde glædet os til, var klatringen - eller som det viste sig rappelling med cykel! Det var blevet sent, og mørket var på vej igen, så de ventende hold fik mulighed for at nøjes med at sende én person af sted. Det kunne nu godt give bagslag, hvilket et svensk hold beviste ved i en halv time at søge efter hinanden. "Mjulle!" gjaldede det i lang tid, mens ham som havde rappellet ned forsøgte at finde dem, som havde cyklet udenom.
Vi var også tæt på at vælge én person ud, så vi kunne komme hurtigt videre. Men så igen - vi var jo af sted for netop at få disse oplevelser, så vi tog alle turen over kanten af klippen med cyklen på ryggen og rappellede ned i en flot lille dal med en rindende flod i bunden. Herefter kunne vi fortsætte videre sammen.
Nu var tiden ved at løbe hurtigt, og vi kunne se, at WhiteWater kajak etapen rinde ud i mørket (medmindre instruktørerne var indstillet på noget Extreeeme midnight WW). Da vi nåede den næstsidste post, hvor der skulle skydes med pil, lykkedes det instruktøren at tale os fra opgaven, da han egentlig hellere ville hjem end lede efter forsvundne pile i mørket! Sidste post var så whitewater, men her havde mørket sejret, og vi måtte desværre se den chance forbigået.
Alt i alt en super tur i meget flot natur.
Efter ca. 24 timer var vi tilbage i hytten og fik tanket op med en solid risret - et måltid jeg havde set frem til meeeget længe. Alt i alt en super tur i meget flot natur. Vi gennemførte løbet; men desværre ikke hurtigt nok til at opleve alle momenterne. Det må vi rette op på til DTU Lang sidst på måneden.