eXtrem Maraton 2010 (X70)
Hold: Team ProAdventure
Skrevet af: Bjørn Axelsen, 30. maj 2010
I dag nåede Thure Kjær og jeg et mål, som jeg har forfulgt i mange år: at vinde den lange distance på Extrem Marathon (XM), et langdistance 2-personers orienteringsløb med oppakning og overnatning i skoven.
Løb og smerte
Thure viste mig engang en video om verdens hårdeste ultraløb, Badwater Ultramarathon, hvor man bl.a. følger vinderens sidste timer frem mod målstregen. Til trods for at han må være ufatteligt træt, bevarer han alligevel en sund løbestil, hvor han tilsyneladende ikke falder sammen eller går for langt ned i tempo.
Ved sin side har han en personlig pacer, en slags træner, der skal hjælpe ham til at yde sit bedste. Paceren ligner en mellemting mellem en gorilla og en stærk atlet, og råber igen og igen med en dyb stemme:
"Fight through the pain!"
Den samme indre stemme fik jeg brug for mange gange i dag. Mine knæ havde det ufatteligt ringe, da jeg stod op, klar til 2. dagen på XM. Den her dag ville blive en kamp, en kamp om ikke at trække stikket ud og udgå - og en kamp for at opretholde et bare nogenlunde tempo.
Perfekt første dag
Forud var gået en virkelig god førstedag, hvor vi var kommet ind som de første, dog kun med en lille margin ned til nr. 2 og 3. Men det hele klappede: godt stabilt tempo hele vejen, godt indtag af mad undervejs, ingen store navigationsfejl. Ca. 5 timer tog den første dag.
Ved lejrpladsen ude i skoven fik vi rimeligt hurtigt noget mad, sad lidt oppe ved bålet og så ellers i seng for at få hvilet til dag 2. Thure havde sørget for et ultralet og ultralille telt, hvor vi nærmest lå i ske for at være der. Men vi fik en fin nattesøvn.
Hjælp, mine knæ vil ikke mere
Da jeg trådte ud af teltet om morgenen, gjorde mine knæ bigtime ondt. Langtistanceløb er ikke sundt, heller ikke for knæene, og det måtte jeg nu sande endnu en gang. Jeg ved det godt, og vil gerne kunne både gå og løbe, når jeg bliver gammel, men ligesom andre sportsfolk fortrænger jeg nok betydningen af skader og behovet for ikke at overanstrenge led og sener.
Da starten gik, blev det kun værre endnu. Jeg udviklede en akavet gangart, hvor mit højre knæ ikke bevægede sig ret meget, og hvor jeg til gengæld kompenserede med hoften. Ja, ikke særligt optimalt. Thure får hurtigt min rygsæk, så han aflaster mig, og vi kan komme lidt hurtigere frem. Det konkurrerende hold med Asger Køppen og Claus Rantzau kom hurtigt foran os.
Nedturen kulminerede på vej mod post 21 (af 38 poster), hvor de var 1,5 km foran os. På det tidspunkt opgav jeg alt om placeringer. Nu handlede det bare om at nå i mål. Det ville trods alt være nedtur at udgå helt.
Gang i efterbrænderen
Allligevel lykkes det os at holde et stabilt tempo, og stor er vores forundring, da vi på vej ud fra post 28 møder Asger og Claus igen. Da er det som om, at benene næsten ikke gør ondt. Eller måske gør de ondt, men det er nemmere at holde ud.
Jeg er helt i hopla, nu skal den her sejr bare dribles hjem.
Men Thure er mere tilbageholdende, nu gælder det om at bevare fokus, og det kan jeg kun give ham ret i. Et øjebliks mangel på koncentration kan føre til navigationsfejl, og løber man samtidig i et tempo helt oppe i den røde ende af skalaen, kan det være svært at finde tilbage til overblikket og læse sig hurtigt ind igen.
Post 29 ligger ude i vandet ved målområdet, og derfra skal vi ud på en sløjfe på ca. 1 time med de sidste poster. Her kommer vi op til et andet hold, Team Stoffer, der består af et par unge orienteringsløbere. De var et stykke bagefter på dag 1, men på dag 2 har de formået at lægge sig i front det meste af dagen. Lige så stille lykkes det os dog at æde os ind på dem, og dernæst lægge dem bag os.
De sidste fem poster er jeg temmeligt nervøs. Det er mig, der har kortet, og jeg har før prøvet at spolere et godt løb med en ordentlig navigationsbommert til aller sidst. Så det handler om fokus, fokus, fokus. Og så handler det om at få tempoet ned, når der er tvivl. Hellere stoppe op 20 sekunder og få overblik, end klø på og smide 10 minutter. Det lyder nemt, men mange har svært ved at tage sig tid, når de skal navigere under pres.
Til sidst løber vi bare som død og helvede, stempler målposten og smider os i græsset med et sært udtryk af både glæde og total smerte.
YES! Vi gjorde det sgu'.