eXtrem MarAton 2010 (X70)
Hold: Hold HeST, 2. juni 2010
1. dag: Starten gik, løbe, svømme, løbe, svømme, løbe, sove.
2. dag: Løbe, svømme, løbe, svømme, løbe, i mål.
Det var den ultra korte beskrivelse af, hvordan eXtrem maraton forløber, men løbet, som Henrik og Søren deltog i denne weekend, indeholdt nu meget mere end det.
Inden vi overhovedet var klar ved startstregen, skulle taskerne pakkes med det obligatoriske udstyr, som var krævet at vi havde med. Det var bl.a. telt, liggeunderlag og madlavningsudstyr. Tingene blev fundet frem og det samme gjorde vægten. Vi skulle medbringe alt, hvad vi skulle bruge til dette to dags orienteringsløb, så det var vigtigt, at vi fik vægtoptimeret alt (det endte med at Søren købte en ny sovepose for at spare 300 gram)!
Der blev oprettet et Excel ark og dermed fik vi os et overblik over, hvor meget vi ville ende op med at skulle løbe rundt med på ryggen. Vi havde jo tilmeldt os X70, hvilket betød, at vi over to dage skulle rundt på en rute, som i fugleflugt var 70 km.
Ruten var lagt i områderne omkring Silkeborg, så vi vidste også på forhånd, at vi nok nærmere ville komme på 80-90 km på de to dage. Derfor ville et ½ kilo for meget i tasken også betyde meget i det lange løb (bogstaveligt talt). Da vi satte kursen mod Silkeborg lørdag middag, var det med en samlet vægt på 19.935 gram fordelt i to tasker.
Ved starten fik vi skrevet os ind og fik snakket lidt med et par stykker. De smilte lidt ad os (måske i medlidenhed over, hvad der ventede os), da de hørte, at vi aldrig havde deltaget i dette løb før - og i øvrigt heller ikke havde synderlig erfaring med navigation efter kort med et målestoksforhold på 1:250.000.
Hvordan hulen kan alle de andre nøjes med så små tasker?
Vi var der i god tid, og det gav os samtidig mulighed for at kigge vores konkurrenter ud. Til vores store overraskelse havde mange af de andre hold meget mindre tasker med. Selv i dag er det lidt et mysterium, hvorledes de kunne få alle de obligatoriske ting + energi til to dage ned i så små tasker. Men om ikke andet var 13 hold klar til start kl 16.30.
Taktikken for hold-HeST var klar: Tage det med ro og ikke prøve at følge med fortroppen, gå op ad stejle bakker og hele tiden sikre, at vi ikke løb forkert. Den taktik holdt de to første poster, men pludselig vidste vi ikke, hvor vi var.
På de udleverede kort var - pga. målestoksforholdet - kun tegnet de større grusveje, hvilket betød, at man nogle gange måtte gætte, hvor vidt noget var med eller ej. Tankerne på dette tidspunkt fløj rundt i hovedet på os begge, om, hvad det nu var, vi havde begivet os ud i. Vi var kun lige startet og var allerede blevet væk for os selv inde i skoven.
Vi var kun lige startet, men var allerede blevet væk...
Vi bevarede dog roen og prøvede at finde landemærker, som vi ville kunne genkende på kortet. Henrik fik ved en lille afstikker øje på en lille sø, og dermed kunne vi udpege, hvor på kortet, vi var. Lidt chokket over, hvor hurtigt man kunne fare vild, foresatte vi med ekstra opmærksomhed og vi fandt posterne undervejs.
Det var ikke for sjov, at vi havde taget sorte sække med - og disse skulle snart komme i brug. Vi stod pludselig ved breden af Thorssø ved Virklund og næste post var på den modsatte bred (som det kan ses i galleriet på vores website, var der altså et godt stykke over).
Kun i ført løbebukser og redningsvest var der ikke andet for end komme ud i det iskolde vand og svømme over på den anden side. Inden længe løb vi ikke kun for at tilbagelægge kilometer, men også for at få varmen igen.
Hvem der bare havde en lampe, der kan lave nat om til dag.
Hen over aftenen havde vi et par poster, som vi brugte en del tid på, men ikke kunne finde - og da det begyndte at blive mørkt, blev det først svært at finde noget. Vores pandelamper var ALT for svage og kunne ikke lyse nok op. I en mørk skov kræver det lamper, som kan lave nat om til dag for at kunne navigere ordentligt.
De indre diskussioner om, hvorfor man løb rundt her ude i en mørk skov, træt, kold og klam kom op igen og igen. Dét - samtidigt med at vi ikke kunne finde posterne og vores lamper ikke gav det lys, vi havde brug for - var med til at øge det psykiske pres. Med lidt konstruktiv tankegang, blev vi enige om at droppe nogle af posterne for at komme til Night Campen i en tid, som gav os mulighed for lidt søvn, inden vi skulle stå klar igen kl 7.
I mellem os og den varme sovepose lå liige en vandpassage mere.
I mellem vores soveposer og varm mad ventede dog en vandpassage mere, så i buldrende mørke svømmede vi ovre åen ved Sejs snævringen navigerende efter en fakkel på den anden side. Efter at have været på toppen af både Sindbjerg og Stoubjerg blev kursen sat mod dagens målområde.
Vi ankom til mål, hvor vi skulle sove, kl 1.30 - og inden længe havde vi både telt oppe og to omgange frysetørret mad klar til indtagelse i soveposerne. Brugte og glade for at være nået så langt, gik snakken over alle de ting, vi havde oplevet, og hvad der nu ville vente os. Lyset blev slukket, og med små 4 timer til vækkeuret ville ringe, prøvede vi at lægge os til rette og få noget søvn.
Hvorfor være der i god tid, når man kan være der til tiden?
Vi slog begge øjnene op, da der blev råbt, at der var 50 minutter til start, kiggede på hinanden og kunne begge konstatere, at vi ikke følte at vi havde sovet. Det på trods, følte vi os faktisk ret friske. Efter at have indtaget henholdsvis 178 g og 140 g havregryn og pakket vores ting sammen, var vi klar ved start 30 sekunder, før startskuddet gik (hvorfor være der i god tid, hvis man kan være der til tiden).
Lyset var tilbage, og vi havde fået lidt mad og søvn, hvilket betød, at humøret var højt - og til vores store overraskelse var benene også gode. Vi var opsatte på at i dag skulle vi finde de poster, vi gik efter, og den skulle have alt, hvad den kunne trække!
På trods af til tider kraftig regn gik det rigtig godt med at finde posterne. Måske var det erfaringen med kortene, men selvtilliden blev også større og større, efterhånden som vi fandt den ene post efter den anden.
Da vi nåede til post 8 var det dog tid til at blive våde igen, da vi skulle rundt til øerne i den kunstige sø. Herefter løb vi direkte hen til, hvor Silkeborg Langsø løber ud i Gudenåen, hvor dette stykke skulle forceres under broen i stedet for over. Disse vandgange og den medfølgende nedkøling, gav problemer for Sørens venstre hofte, hvilket betød, at der gik nogle kilometer, før kropsvarmen fik gang i det igen.
Det gjorde lige så ondt at lunte som at gi' den gas, såå...
Som tiden gik, blev posterne høstet, og selv dem, som drillede, blev også fundet. Det gav et kæmpe boost til selvtilliden, og på trods af ømme fødder osv. blev der på de sidste 3 timer skruet op for farten. Det gik op for os, at det gjorde ligeså ondt at lunte af sted som med højere fart, så der blev vredet lidt på gashåndtaget.
Ud på pynte, gennem moser, ned i en bunker og op på bakke toppe gik det, og med en halv time til målområdet lukkede, kom vi i mål! En fantastisk oplevelse, efter så mange timer og strabadser, at komme i mål. Vi havde formået at fuldføre det, vi havde sat os for, ved at tilbagelægge 95 km. Vi vandt ikke en præmie, men derimod en masse viden om os selv, og hvad vi formår i pressede situationer. Og ikke mindst, at man som menneske kan meget mere, end man umiddelbart tror.
Henrik var dog så heldig at vinde startgebyret til West Coast Callenge, som er et adventure race, der foregår sidst i August. Så nu er der ingen vej udenom at tage af sted igen. Bliver fedt!
Vi vandt ingen præmie, men en masse viden om os selv.