eXtrem Marton 2010 (X35, MIX)
Hold: Himmelbjergegnens Natur- og Idrætsefterskole
Af: Lærke Vejsnæs
Det hele startede med, at min makker Fredrik, som jeg går på Himmelbjergegnens Natur- og Idrætsefterskole med, spurgte, om jeg havde hørt om et exstrem maraton - og om jeg eventuelt ville løbe det sammen med ham. Jeg tænkte først, at han var sindssyg, og at jeg da aldrig i livet ville kunne klare det, men jeg sagde at jeg ville kigge på det.
Jeg ved ikke, om jeg var helt klar over, hvad det var, jeg nu havde meldt mig til.
Det gjorde jeg så, og det lød faktisk ret spændende. Så jeg gik og overvejede det lidt, og bestemte mig så for at sige ja. Frederik blev meget overrasket, men rigtig glad, for han havde vist ikke rigtig regnet med et ja. Jeg ved ikke rigtig, om jeg var helt klar over, hvad det var, jeg havde meldt mig til, men jeg var fast besluttet på at jeg ville gøre det.
Ugen op til løbet kunne jeg ikke tænke på andet - jeg gik og talte ned: nu er der en uge til. nu er der fem dage til. osv.
Problemet ved at gå på efterskole er, at man ikke har så god mulighed for at gå ud og købe de ting, man mangler. Så ugen før løbet tog jeg til Århus med min far og fik købt taske og sovepose. Det betød også, at jeg ikke rigtig havde så meget tid til at træne med rygsæk på, for vi skulle med skolen på linjetur tirsdag til torsdag lige op til.
Jeg fik trænet med den ene gang, men havde ikke så mange problemer med det og var ikke nervøs for, at det skulle være problemet. Det jeg var mest bange for var, at jeg ikke var stærk nok fysisk til at gennemføre. Men dagen før gik jeg tidligt i seng og fik sovet godt igennem, så jeg var frisk og klar. Dagen optil gik med at pakke min taske, finjustere de sidste ting og gøre mig mentalt parat. Jeg gik og forberedte mig på det hårdeste, jeg nogensinde havde prøvet.
Man kikkede lidt ud af øjenkrogen for at vurdere sine modstandere.
Vi kom ud på stævnepladsen og blev tjekket ind. Vi var to hold fra efterskolen: et mix hold med mig og Fredrik på 35 svær og et herrehold med Christoffer Sohl og Kasper Mayer på 35 normal. Stemning på pladsen var utrolig hyggelig og afslappet med musik og løberne, der gik rundt og gjorde sig klar. Man kikkede lidt ud af øjenkrogen for at vurdere sine modstandere og løberne fra de andre klasser, og jeg måtte indrømme, at de så ret stærke ud. Men vi havde fra starten aftalt, at vi ikke gik efter nogen placering, men bare ville gennemføre med et løb, vi var tilfredse med. Vi havde heller ikke nogen fornemmelse af hvor lang tid det ville tage, men regnede med at det første dag ville tage ca. fem timer.
Vi klappede de andre klasser af sted og ventede egentlig bare på, at det blev vores tur. Vi fik instruktion sammen med de mange andre løbere og trippede, mens vi konstant tjekkede vores ur. Da der var 5-10 minutter tilbage, stillede vi op ved start, og der blev lagt kort på jorden foran. Da jeg er o-løber var det mig der skulle styre kortet, så jeg stod parat med kompasset. Det var en mærkelig fornemmelse at stå der og vide, at dét man havde gået og tænkt på i flere uger skulle starte om to minutter.
Jeg skulle lige vænne mig til kortet, for det var ikke et o-kort.
Da vi var den sidste klasse til at starte, var der ikke så mange mennesker til at klappe os til start, men de få tilskuere der var, prøvede så godt de kunne. Starten gik, og alle løb af sted. Jeg fik hurtigt samlet kortet op og læst mig ind, men den første post var nu ikke så svær for alle løb i et langt tog. Jeg skulle lige vænne mig til kortet, for det var ikke et o-kort, men et 1:25000 normalt kort. Jeg havde egentlig regnet med, at man ville løbe i tog et langt stykke af vejen, men der kom hurtigt spredning på holdene.
Jeg tog et lidt dumt vejvalg til post tre, men vi indhentede det igen og overhalede en masse folk. Jeg syntes, at vi havde et jævnt fint tempo, der var til at holde. Det gik fint, og vi overhalede et 35 svær mix hold, der viste sig at være vores største konkurrenter. Over den første vand passage overhalede de os igen, for vi tog vores tasker af og puttede dem i sorte affaldssække. Der tabte vi en masse tid, men vi indhentede dem igen ved post 9, fordi vi var stærkere fysisk.
Løbet gik fint hele vejen - og på bjergspurten sprintede vi alt hvad vi kunne, for at få en god tid. Hele vejen holdt vi niveauet uden nogen problemer og var overraskede over, hvor hurtigt vi kom gennem banen. Ved anden vand passage fik vi at vide, at vi lå nummer tre sammenlagt og var nummer ét i mix. Det overraskede mig meget og gav lidt ekstra energi til at holde tempoet resten af vejen.
Vi ankom klokken 20:41 til en ret tom night camp, stadig som nummer tre samlet og nummer et i mix. Vi var meget overraskede og glade, for vi havde regnet med at være i mål ved 23-tiden. Jeg ringede hjem og fortalte stolt om situationen og om, hvor fedt det var. Vi fik stillet teltet op og fik det tørre tøj på, vi havde - og jeg konstaterede, at det var dumt, at jeg ikke havde tørre strømper og plasticposer med. Så jeg var nød til at gå rundt i våde sko.
Vi besluttede at droppe det der med at putte vores rygsække i poser ved vandpassagerne.
Der kom hele tiden folk i mål, og den lille hyggelige plads summede snart af liv. Folk stod rundt om bålet og lavede mad, og vi satte os ned ved siden af og begyndte at tilberede vores frysetørrede jægergryde. Vi havde taget en gasbrænder med og fortrød ikke. Mens vi stod og ventede på maden, evaluerede vi dagens løb. Vi var enige om, at det var gået bedre end forventet, og vi var begge stolte af vores placering. Vi havde begge følelsen af, at løbet ikke virkede så langt, og at vi hurtigt var nået frem. Det havde været en virkelig fed oplevelse, og jeg fortrød ikke, at jeg var taget med. Men på grund af placeringen handlede det ikke længere kun om at gennemføre. Nu var der også gået lidt konkurrence i det, for vi ville gerne holde vores plads. Vi blev enige om, at vi ville fortsætte i samme stil som første dagen - og efter at have snakket med vores konkurrent-mix-hold droppede vi det med at putte vores rygsække i poser ved vand passagerne, men bare pakke vandtæt.
Vi nød vores mad og gik så i seng, mens der blev ved med at komme folk i mål. Vi var også enige om, at det var godt, vi ikke var kommet i mål til den tid, vi havde forventet. Klokken et om natten vågnede jeg og skulle på toilettet, og der kom der et hold i mål.
Vi skulle starte klokken 09:30, og jeg havde sat vækkeuret til klokken 08:00, så vi havde lidt tid, men jeg vågnede allerede halv otte. Det regnede og var halvdårligt vejr, hvor det dagen før havde holdt ret godt. Vores telt var ikke det mest stormsikre telt, man kunne få, så det var godt, det ikke havde regnet mere - ellers havde det regnet ind, men nu var der kun lidt fugtigt.
Vi fik lavet noget havregrød og pakket sammen. Jeg kunne godt mærke løbet fra dagen før, men det var ikke så slemt, som jeg havde regnet med. De samme tanker som dagen før fløj gennem hovedet på mig, og jeg syntes, det var utroligt, at vi allerede skulle ud på anden runde.
Igen startede vi i et langt tog, men vi var startet lidt langt tilbage i starten, så vi skulle lige løbe lidt op. Os og nogle andre tog et lidt andet vejvalg end de fleste, og kom lidt bag ud. På vej til post to indhenter vi vores modstander hold, men jeg så forkert af nogle stier og førte os forkert til post tre, som en masse andre også bommede.
Jeg kunne mærke, at kræfterne ikke rakte så langt som på dag 1.
Post fire viste jeg også forkert til, så vi kom en del bag ud allerede fra starten - det, der ikke måtte ske. Tempoet var ikke helt så højt som på første dagen, men vi indhentede stadig nogle hold. Posterne ude på øerne ude i søen gik fint, for der kunne man bunde hele vejen. Jeg kunne godt mærke, at kræfterne ikke rakte helt så langt som første dag, og det næste lange stykke var bare lige vej, som var min svaghed og Fredriks styrke, så han prøvede at bære min taske. Det gik hurtigere, men efter vand passagen tog jeg den igen.
Mellem post 12 og 13 var det bare asfalt gennem Silkeborg. Det var sjovt at løbe forbi alle menneskerne, der bare gloede. På vej til post 14 indhentede vi vores konkurrenter og løb fra dem på vej til post 16. Jeg havde ikke regnet med at indhente dem og var utrolig glad og indstillet på, at vi bare skulle tage det stille og roligt og uden bom resten af vejen, og så ville vi komme før dem.
For at optimere vores tempo tog Fredrik min rygsæk igen. Til post 17 løb jeg ud og var fuldstændig sikker på retningen og helt sikker på, at den slugt vi var i var den rigtige, men posten var der bare ikke. Jeg vidste overhovedet ikke, hvad der var galt, men vi var i hvert fald det forkerte sted. Der var nogle andre, og jeg prøvede at se, hvilken vej de løb, men de så heller ikke ud som om, de vidste, hvor de var. Det frustrerede mig rigtig meget, for det var netop det, der ikke måtte ske.
Vi ville ikke lade vores humør ødelægge.
Vi løb lidt rundt i slugterne, og Fredrik havde stadig min taske og så ret træt ud, men jeg fandt posten til sidst uden at være særlig stolt af min præstation. Men vi ville ikke lade vores humør ødelægge, så vi fik spist noget energi og løb videre. Vi manglede nu kun den sidste lille sløjfe, og mine ben var også glade for, at der ikke var så langt igen. Jeg kunne også godt mærke på min orientering, at den ikke var helt så skarp mere, men vi kom da hjemad.
Fra 23 til 24 satte Fredrik tempoet op, jeg prøvede at følge med, men kunne ikke helt. Det var en fantastisk følelse at komme i mål. Mine ben var utrolig ømme, men mit humør var højt. Vi var våde og trætte, men rigtig stolte.
Selvom vi mistede førstepladsen, var det vildt, at vi kom på en så god plads.
Vi endte på en andenplads i mix og en fjerdeplads i det samlede løb, og selvom vi mistede førstepladsen, syntes jeg, det var vildt, at vi kom på en så god plads. Der var utroligt at tænke på, at man lige havde løbet 35 kilometer orienteringsløb.
Det var virkelig fedt, og jeg er meget stolt af mig selv - og over at jeg kunne klare det. Det gav mig også en fornemmelse af, hvad jeg kan holde til, men man kan da godt tænke, at det er underligt, at man syntes, det er fedt at presse sig selv til gennemføre løb som eXtrem Maraton. Men jeg er lidt stolt af nu at kunne sige, at jeg har gennemført eXtrem Maraton som 16-årig.