DTU Adventurerace 2007
Hold: Boost Adventure Team
Af Lars Rathje, den september 2007
Før løbet
Holdets næste store løb er DTU Adventurerace 2007 på den lange distance. Frederik, Bo og Lars starter fredag 21. september kl. 08:30 fra DTU i Lyngby. I løbet af søndag forventes vi i mål samme sted. Guderne må vide, hvor vi i mellemtiden har været henne på Sjælland, og hvad vi har været igennem.
Det er det mest omfattende startfelt i den danske Adventure Race historie med knap 120 hold på den korte distance (ca. 160 km og max. 35 km egentligt løb) samt lidt over 10 hold på den lange distance (der blot betegnes "meget langt og hårdt").
Efter løbet
Vi måtte desværre trække os på grund af min (Lars') knæskade. I det følgende er vores beretning fra den del af DTU Adventure Race, som vi nåede at opleve. Som det vil fremgå, har vi igen-igen lært en masse. Så gennemført eller ej - man lærer nyt i alle Adventure Races.
Læs i det følgende bl.a. om:
.. tisse fælles i en sort affaldssæk. cykelhjelm var røget af rygsækken, men hvor?? .. Frederik stod for det første rigtige stunt. gav slip og skreg, som en stukken gris .. løb til posterne uden kort og kun med hukommelsen .. dirigere med Bo og Frederik, som brikker i et computerspil .. fedt løb ..
Vi var klar i god tid i år med forberedelserne, men var spændte på, om Bo nåede flyveren hjem fra USA dagen inden løbsstart. Som ved tidligere løb blev der gjort inliners, MTB og rygsæk klar sammen med meldingen om, at første disciplin ville blive løb. Det var sandt nok, men så ophørte også al genkendelighed i forhold til tidligere DTU-løb.
Et halvt minut før start blev vi nøje linet op bag startlinjen på DTU-bygningens trappe. Vi blev omhyggeligt bedt om at gå et trin højere op på trappen, så ingen var foran andre. Så blev der talt ned 10, 9, 8, 7.. men hvad skulle der ske?
Vi havde ikke noget kort, der lå ingen kort eller opgaver klar foran os. ..6, 5.. Man så for sig, at de forskellige hold begynde at spurte i alle kompassets retninger. .. 4, 3, 2, 1.. og på startsekundet gled en bus stille og roligt ind foran trappen og åbnede dørene. Flot overrumplende start.
Løbe det skulle vi da, men blot oppe i Rørvig. Så efter halvanden times kørsel blev vi smidt ud af bussen midt på hovedvejen. Inden da skal det lige nævnes, at alle os toptrænede atleter jo havde tanket energi og væske, så der gik ikke mere en halvdelen af busturen, før blærerne var ved at sprænges.
Et festligt skue var det, at se 25 granvoksne mennesker stå og tisse på række.
Bussens toilet virkede ikke, men da buschaufføren hørte om vores planer om at tisse fælles i en sort affaldssæk forbarmede han sig sjovt nok over os og stoppede omgående langs med motorvejen. Et festligt skue var det, at se 25 granvoksne mennesker stå og tisse samtidig på én lang række.
Løbet er i gang. Frederik leder os sikkert gennem de små veje og stier i Rørvigs sommerhuskvarterer og kyststrækninger. Lige inden start fik alle hold som et forsøg udleveret et nyt lille chipkort med et ekstra kontrolkort. Jeg stak det i samme lomme som det officielle papirkontrolkort. Det skulle jeg så ikke have gjort. Da vi så skulle klippe første post, tog jeg papirkontrolkortet frem et stykke før posten. Da vi nåede omtrent helt frem, kom jeg til at se på min åbne jakkelomme og blev helt bleg. Chipkortet var væk.
Det måtte være røget ud, da jeg tog det andet kort frem. Bo fik kontrolkortet, og jeg spurtede tilbage op og ned af en skrænt. Jeg fandt heldigvis kortet i skovbunden. Tilbage igen og møde de andre ved posten. Så lærte vi det: Kontrolkort skal have deres egen lukkede lomme.
Videre mod post 2. Frederik fandt en god smutvej under et par elhegn, og det gik derud. Vi nappede også post 3, og så skete det næste uheld. Bo opdagede, at hans cykelhjelm var røget af rygsækken, men hvor??
Cykelhjelmen var røget af rygsækken, men hvor?
Vi var ca. 9 km henne i løbet, og cykelhjelm er senere i løbet obligatorisk. Jeg efterlod min rygsæk hos de andre, som bevægede sig mod post 4 efter at have givet mig en rutebeskrivelse. Imens spurtede jeg tilbage for at møde efterfølgende hold - måske havde de set vores hjelm? Det første hold, jeg mødte, havde set hjelmen - den var drattet ud dér, hvor vi krøb under elhegnene.
Som tak viste jeg dem, hvor post 3 lå og kom op til de andre. De havde i mellemtiden fået en cykelhjelm af én af Classic Poker drengene, der var udgået med en forstuvet ankel. Men den afleverede vi igen, nu da vi vidste hvor hjelmen befandt sig. Vi kunne nemlig nemt nappe hjelmen mellem post 6 og 7. Ja, Adventure Race hold er meget hjælpsomme over for hinanden - jeg elsker den gentleman-indstilling, og at det, som alle sætter højst er de gode adventure oplevelser.
Så lærte vi det: Løsdele på en rygsæk skal være låst fast. Hvor svært kan det være at klikke cykelhjelmens rem rundt om rygsækkens hank? Efter at have løbet over en halv maraton nåede vi frem til den første kajaketape på ca. 9 km. Vi var fremsynede og fik tanket vore væskeposer helt op i et sommerhus lige inden start. Ofte er det nemlig et problem ikke at få væske nok på kajaketaperne. Vi fandt på at tage væskeposerne ud af rygsækkene og lægge vandposerne foran os i nettet, så man bare rækker lidt frem efter vandslangen. Man kan faktisk padle lidt videre, mens man suger væske indenbords på den måde. Så lærte vi det: Vandposerne skal være lige til at tage ud og lægge foran sig i kajakkens net.
Han var væk - vi så kun en kajak med bunden opad.
Frederik stod for det første rigtige stunt. Han skulle lige dreje hovedet og se, hvor vi andre var - sekunder efter var hans pagaj fanget i en stor bølge, og han sad nu med hovedet nedad under vandet. Bo og jeg så bare en kajak ligge med bunden opad. Lidt efter kom Frederik til syne, og vi blev enige om, at jeg padlede videre, mens Bo reddede Frederik op.
Katan's kajaktræning havde virket, og Bo fik Frederik lynhurtigt tilbage i kajakken. Så lærte vi det: Man skal ikke vende sig om i en kajak og slippe koncentrationen.
Nu var jeg så foran og turde dårlig nok vende hovedet for at se om de andre var ok. Der var stiv sidevind ganske store bølger - men på den anden side bliver det aldrig så slemt, som da vi krydsede Storebælt i 10m/s under Raid450.
Så jeg hyggede mig med de 1 meter store bølger og syntes, at det var den bedste kajaktur, jeg nogensinde havde været på. Måske på grund af Katan's træning var jeg helt afslappet for første gang og kunne meget let styre kajakken uden brug af ror. Det var fedt!
Vi er ved at have godt styr på det der med elastiktræk.
Nåh, men de andre to har stadig mere styrke i armene, så de fik hurtigt indhentet mig. Senere kom jeg på slæb i elastik hos Bo. Det er fantastisk til udligning af holdets samlede styrke. Omvendt havde jeg Bo på elastik i løb på de lange stræk. Alt i alt er vi ved at have styr på det med elastiktræk.
I land ved post 11 efter at have overhalet et par hold. Vi lå vist nr. 5 eller 6 i løbet nu. Frederik rystede af kulde på grund af sin kæntring, men vi skulle ud og løbe endnu mere, så efter et par km, var han varmet igennem igen. Vi kunne se, at der var fire poster, inden vi skulle returnere til kajakkerne, så det var da inde i vore overvejelser at efterlade udstyr. Godt vi ikke gjorde det!
Efter yderligere 8 km løb og et par poster nåede vi overraskende til Sommerland Sjælland. Det lugtede af eventyr, hvilket holdt stik. Der blev både brug for klatreudstyr, bæreseler, hjelme, lys osv. Vi var f.eks. oppe at klatre i loopet til en rutchebane, noget traversering på tværs af rutchebanen. Vi skulle kravle op af et reb med særligt accending-udstyr. Det var hårdt, men op kom vi til toppen af vandlandets vildeste vandrutchebane. Her blev vi så kommanderet ned.
Jeg havde ellers forsvoret, at jeg nogensinde skulle op i den rutchebane.
Det skal lige skydes ind, at jeg har været et par gange i Sommerland Sjælland, da min datter Cathrine var mindre, og dengang sagde jeg om præcis denne rutchebane, at den ville jeg aldrig turde prøve. Man hænger sig lodret i armene i en tværstang. Krydser benene og så giver man ellers slip.
Men i Adventure Race er man jo til for holdet, og så må man ofre sig. Jeg gav slip og skreg som en stukken gris hele vejen ned. DET VAR VILDT!! Så lærte vi det: Man skal aldrig sige aldrig.
Samme sted lærte vi, at vi ikke havde aftalt klare linjer for, hvornår man beholder tøjet på eller tager det af. Det gav unødigt tidsspilde at vente på, at Bo tog tøjet på igen, mens Frederik og jeg stod og frøs. Så lærte vi det: Generelt er vi udstyret til at hoppe i vandet med tøj og rygsække. Afviger vi, skal det aftales. På samme tårn skulle vi udse os 4 forskellige punkter med poster i stor afstand uden for Sommerland. Derefter blev vi sendt ud på løb til posterne uden kort og kun med hukommelsen om, hvor posterne lå. Det gik fint - bortset fra at jeg måtte løbe tilbage efter GPS'en i Bo's rygsæk. Den er obligatorisk at medbringe, men vi opdagede ved den første post, at vi havde glemt den. Surt.
Hvornår beholder man tøjet på, og hvornår tager man det af?
Så lærte vi det: Kun i nødstilfælde efterlades rygsække, og i så fald skal det være grundigt check af, at alt nødvendigt udstyr tages med.
Det var dog godt, at vi ikke havde efterladt sagerne helt tilbage ved kajakkerne, for så havde vi spildt rigtig meget tid. Det hårdeste i Sommerland Sjælland var nok, da vi skulle slæbe en stor vanddunk med rundt på en forhindringsbane, uden at den - eller nogen af os - måtte røre jorden.
Vi havde denne gang taget nogle specielle små bæreseler med, som Bo havde opfundet. De var vores helt store redning til denne øvelse, hvor Frederik (den stærkeste af os) kunne slæbe dunken i en rem rundt om nakken og skulderen. Fantastisk løsning, Bo! Så lærte vi det: De remme skal altid med fremover. De kan endda bruges til forlængelse af elatistiktrækket på kajakkerne! Vi var nogen af de hurtigste på forhindringsbanen - herligt!
Og så var til gengæld noget af det sjoveste i Sommerland Sjælland, da jeg fik lejlighed til at dirigere med Bo og Frederik som brikker i et computerspil. De skulle have bind for øjnene og ind fra hver sin ende af en stor labyrint. Oppe fra et tårn i labyrintens hjørne var det så min opgave at dirigere dem igennem. Det føj med kommandoer "Rød, højre", "Sort lige ud", "Sort stop", "Rød baglæns", "Sort undskyld" (når jeg fik Frederik til at gå ind i en stolpe). Vi var åbenbart det eneste hold, der fandt på at sende dem samtidig igennem fra hver sin retning, så det gik hurtigt, men det var også temmelig intenst at holde styr på de to spilbrikker. En suveræn sjov øvelse.
Hvilket hit at få lov til at dirigere med de andre som brikker i et computerspil.
Over hegn, stok og sten gik det retur mod kajakkerne. Vi havde nu løbet ca. en maraton i alt. Vi begynder at øjne en i hvert fald 5. plads, og alle følte sig efter forholdene ret friske. Endnu en skøn kajaketape, nu i mørke med pandelamper og knæklys. Undervejs er pandelamperne gode til at spotte bundgarn og pæle, som vi helst skal undgå. Vi lå lidt mere i læ i starten og til sidst, da vi kom rundt om en pynt, fik vi igen godt med bølger. Da vi kom i land ved post 17, får vi at vide, at vi er nr. 4 i løbet.
MEN nu starter så de problemer med mit knæ, der ender med at sætte en stopper for vores løb. Vi har på nuværende tidspunkt løbet rigtig meget og skiftet et par gange mellem løb og kajak. Jeg tror, at belastningen af løb kombineret med at knæet er låst i en vredet stilling under de lange kajak-stykker, har udløst en væskeansamling i knæet. Alt var fint, indtil jeg steg ud af kajakken ved CP17. Men så kunne jeg dårligt støtte på det. Jeg regnede dog med, at det kunne løbes væk på 10 min. Men jeg måtte tro om, for det blev værre og værre. Jeg var meget overrasket, netop fordi jeg havde det så fint, inden jeg satte mig i kajakken.
Alt var fint, indtil jeg steg ud af kajakken.
Så lærte vi det: Fremover tror jeg, at der skal skabes god plads i kajakken til, at benene kan bevæges og flyttes lidt. Faktisk kunne jeg bare have flyttet pedalen en tak længere væk, hvilket helt sikkert ville have givet mere bevægelsesfrihed. Også gerne på bekostning af lidt stabilitet i kajakken - det er bare for surt med knæ problemer. Problemerne var uoverstigelige, selvom vi kæmpede en brav kamp i tre timer i et o-løb i en større skov nord for Lammefjorden.
Vi har to regler i Boost Adventure Team omhandlende, hvordan man eventuelt stopper i et løb:
Hovedregel: Alle gennemfører, eller ingen gennemfører. Dette tvinger alle til at gøre deres bedste for alligevel at komme videre.
Særregel: I store løb, som alle har set meget frem til og ofret meget for, kan vi eventuelt beslutte, at de øvrige løber videre (for at få fornøjelserne!). Men vi tvinger et ophold ind på 2-4 timer fra, at én må trække sig og til, a de øvrige løber videre. Det gør, at vi også i denne situation anstrenger os til det yderste for at komme videre samlet.
Det var min personligt hårdeste beslutning siden starten af Boost Adventure Team. Vi lå på en 4. plads og følte os rigtig godt kørende, og vi var sikre på, at vi nok skulle holde os i løbet. Samtidig har DTU-løbet en særligt plads i mit hjerte, da det var det første Adventure Race, vi løb. I år var det endda gjort særligt langt og hårdt.
Jeg var grædefærdig, da erkendelsen endelig satte ind.
Så jeg var grædefærdig, da erkendelsen endelig satte ind. Vi kæmpede i tre timer med det ski.. knæ, men trak os efter vores hovedregel. Som Frederik og Bo udtrykte det, så holdt de sig til "musketer-reglen". Tak til jer, fordi I virkelig prøvede alt, for at vi kunne komme videre.
Men det var ellers et fedt løb, og så lærte vi det: Man kan altid lære noget i Adventure Race - også selvom man ikke gennemfører.