Forleden mindede Lars Bukkehave mig om, at jeg ikke havde fået mine snesko retur, efter at han havde lånt dem sidste vinter. Dem havde jeg næsten glemt ... mine super gode amerikanske letvægts snesko, der har været med mig i flere omgange til blandt andet Bergson Winther Challenge i Polen.

Nåh, men det fik vi da lige slået sammen med at lave lidt træning - og så kunne jeg jo passende tage sneskoene med hjem til sidst.
Denne skaldede torsdag aften udviklede sig dernæst til et helt lille eventyr
.
Før vi havde set os om, var vi i gang. Lars træner ugenligt andre i kajak. Derfor mødte jeg op kl 17 - sammen med hans lille hold af øvede kajakfolk. Føj for den lede, det skulle vise sig at blive lidt af en sejtrækker for mine knap så hardcore padle-arme.
Ude på Øresund var det næsten storm, så vi blev i Københavns Havn og padlede ud i mørket med pandelamperne på. Super hyggeligt at se byens lys fra vandfladen.
White Water kajak i Københavns Havn
Vi padlede ned til Sluseholmen. På vej derned snakkede de andre meget om, hvordan strømmen mon gik i dag? Jeg havde aldrig tænkt på, at der er en sluse ved Sluseholmen - hvor logisk det end måtte være. Men det er der altså - og jeg skal love for, at der var gang i den.
Vi skulle igennem en rivende strøm for dernæst at padle op ad bakke gennem slusen. Det gik dog ikke, da der var alt for meget gang i den. Men foran slusen kunne man lægge sig ind i den brusende strøm og padle løs - eller blive kastet ud til siden og med strømmen tilbage. Ren White Water ...
Bagefter trak vi kajakkerne op på land og klatrede igennem slusen til den anden side, hvor vi padlede videre ud til Kalveboderne. Her vendte vi - og på vej hjem kunne vi til gengæld tage den sjove tur lige igennem slusen, ned ad bakke og ud i strømmen.
Lars lærte os at sikre styringen ved at lave bagror med pagajen. Super sjovt. På satelit-fotoet kan man se, hvordan vi legede rundt i strømmen den ene vej og piskede igennem den anden vej.

Heldigvis kæntrede ingen af os i det kolde vand.
Den sidste del af de 17 km kajak var ret hyggelig med smut ind i kanalerne i de nye bydele ved havnen. Her padler man i mørket forbi folks lejligheder og kan se lige ind i stuer og soveværelser. Flere har egne kajakker liggende - eller bare et bord og et par stole på en tømmerflåde - lige neden for havedøren, eller rettere: havnedøren. Heldige asener.
Amager by night
Retur kl 21 tog vi ud på næste eventyr. Amager rundt på MTB - først langs yderkanten og så forbi Lars efter sneskoene. Det blev til omkring 50 km blandede MTB-bolcher med asfalt, mudder, træk, hegnsoverklatringer - og ikke mindst en afsindig stormende modvind.
En kongefed tur oven på en i forvejen udmattende kajaktur.

Hjemme igen i Valby med sneskoene. Klokken var nu blevet 01.00. Eventyret var så godt i gang, så hvorfor ikke fortsætte? 
For nylig havde jeg købt en bivuakpose samt en smart letvægts luftmadras med indbygget pumpe, som jeg endnu ikke havde fået testet. Jeg pakkede derfor rygsækken om - og drog ud på en kort, men frisk løbetur tilbage mod Kalveboderne igen.
Her fandt jeg en stor høj, hvor jeg lagde mig i læ bag nogle træer, hvorfra jeg kunne nyde det skønneste vue ud over hele Kalveboderne samt Hvidovres natbelysning. Jeg kogte mig en varmende gang tørfoder på den medbragte primus. Et yderst velsmagende og velkomment måltid efter at have brændt energi af i efterhånden 10 timer.
Mæt og veltilfreds var der nu kun tilbage at få soveposen ned i bivuaken - og mig lige efter.
Snevejr uden snesko
Jeg vågnede, da det blev lyst til synet af årets første sne, der langsomt dalede ned. Alt var hvidt omkring mig, og bivuakposen var dækket af et fint lag sne.
En hundelufter fik sig vist en mindre forskrækkelse, da der pludselig kom en sortklædt tosse kravlende ud af en snedækket sæk. Pyt, han lignede en, der trængte til at se noget nyt... Hundelufteren, altså.
Jeg havde sovet som en drøm, børstede sneen væk, pakkede sammen og blev kold, men fik varmen igen på løbeturen hjem.
Der startede med, at jeg skulle hente et par snesko og endte med snevejr. Omend det ikke helt var Bergson'ske tilstande, så lugtede denne torsdag nat nu også lidt af eventyr - og selv de små af slagsen skal vi også huske at tage med.
Boost hilsen, PapaRathje