Coastzone Extreme Marathon X70, 2008
Hold: Boost Adventure Team
Af Frederik Gregaard, den 10. juni 2008
Før løbet
Så sker det endelig. Lars og jeg har snakket om dette løb i over et år. Vi har begge deltaget før i andre opstillinger, men nu er vi sammen, og nu skal den have gas.
Coastzone Extrem Marathon X 70 er for de barske hunde. 70 km ekstremt orienteringsløb i noget af det flotteste og hårdeste terræn, der findes i Danmark. Her lægges ikke fingre imellem, når det gælder højdemeter, fedtede sumpe, tunge moser og udfordrende orientering. Det er 70 km (fugleflugt) over 2 etaper. Orienteringen er svær, men også med nemme checkpoints. Godt kendskab til kort og kompas samt god løbeform er en forudsætning.
Efter løbet
DAMN DET VAR FEDT, OG DAMN DET GJORDE ONDT.
Humøret var i top, da jeg startede operation Peugeot Coca Cola (min gamle bil fra 1989 med Coca Cola mærker) og hentede Lars. 300 m inden DZ blev jeg nød til at blænde op for det lange lys. Hvad er nu det for noget, tænkte jeg. Langt lys kl. lort lørdag morgen. Det vidste sig at være Lars og hans kæmpe smil og ikke modkørende trafikanter.
Forbi Birger i Rødovre, der som sædvanlig hjalp os med gode råd og udstyr. www.katan.dk -hvis du ikke allerede har tjekket hans hjemmeside, så er det bare med at komme i gang.
Diskussionen gik vildt og bredt på vej over Sjælland og Fyn, mens vi gennemgik taktikken, finpudsede vores karma og hyggede os ved tanken om de næste 30 timer i hinandens selskab omkring vores fælles ynglings hobby Adventure Racing. Lars navigerede os sikkert til Ry Marina, hvor vi ankom som de første. Præcis som vi kan lide det.
Vi pakkede vores gear ud, sammenlignede, optimerede, fjernede et par ekstra 100 gram osv. Det eneste, vi ikke sparede på, var Frederiks (mit) knæ tilbehør. På en nat-træningstur blot 10 dage før løbet havde mit knæ nemlig sagt stop. En læge og 3 fysioer var konsulteret inden start, og konklusionen var entydig. Jeg var løbsklar, men det kom an på min smerte tærskel, da mit knæ med ville gå i stå.
Knæet virkede som det mindste af vores problemer, da resten af racerne (læs de onde konkurrenter) strømmede til stævnepladsen til det, der viste sig at være det hårdeste felt nogensinde i ekstrem maratons historie. Feltet tællede sidste års vindere, landsholdet i OL, jægersoldater, elite løbere, forrige års vindere mv.
Vi diskuterede målsætning og navigering og blev enige om, at top 5 var indenfor rækkevidde, hvis det hele spillede, men med det aktuelle felt var top 7-8 stykker også acceptabelt. Tidsmæssigt estimerede vi umiddelbart 16 timer som en god tid, men vi skulle blive meget klogere.
Vi skulle møde "kampklar" op til informationsmødet 20 min. før start og var begge vildt motiverede. Lars måtte udgå to år før, da hans teammate fik en knæskade, jeg havde sneget mig ind på en 9. plads ved en kræftanstrengelse uden lige og efter næsten 20 timer i skoven. Vi var derfor begge opsatte på, at nu skulle den have en over nakken.
Bus start: Det nye princip, der har sneget sig ind i Adventure verdenen, er altid noget, der får det til at krible i maven. Hvor skal vi hen, og skal der prioriteres søvn eller navigation osv.
Starten gik i midt i Silkeborg - nærmere betegnet i gågaden - med et intenst byløb på specialkort. Mens deltagerne tordnede af sted, lagde vi os som planlagt godt langt ned i feltet og hyggede os. Vi prioriterede dobbelt navigation, hvilket vil sige, at Lars fulgte med på det store kort. Dette betød ingen spildtid ved kortskift samt god rytme og varme i benene allerede fra start.
Vi krydsede temmelig hurtig ud i skoven på den første etape. Førerfeltet løb nok dobbelt så hurtigt som os, men gang på gang løb vi direkte hen til posten for at opdage at førerfeltet brød ud lige bag ved os eller løb på en parallel vej. Fantastisk oplevelse at løbe kispus med de bedste danske løbere i en lille skov i Silkeborg. Men desværre holdt det ikke evigt, og vi faldt lidt tilbage i feltet. Post efter post i naturskønne oplevelser blev nappet i et helt fornuftigt tempo. Mit knæ begyndte at blive ømt, men var til at arbejde med. Sidst på eftermiddagen begyndte vi at æde af holdene foran. Specielt vandpassager og orientering gik rigtig godt. Det er guld værd med to kompasser og farvekoder ved kompas retninger mv. De sidste poster på dag 1 blev nappet i mørke, men uden de store problemer.
Vi kom i mål på 7 timer og 30 min. den første dag efter ca. 60 km orientering samt masser af flotte stræk og natur. Alt i alt en perfekt start med kun to kriser, hvor den største var vores nye energibarer, der svulmede op i munden og var utrolig svære at sluge.
Nu var det tid til hygge, telt, mad og alt det andet gode, der følger med, når man har over 6 timer til næste stræk.
Næste morgen skete det utrolige. Vi havde sindssygt gode ben. Ingen smerter, ingen ømhed - bare gode ben. Vi kiggede nervøst på hinanden, mens vi konstaterede det. Specielt jeg, der havde sovet med et specielt plaster på knæet til at tage inflationen, var overrasket. Så mens de andre brokkede sig over ømme ben, kunne vi kun smile og glæde os.
Den første time med det traditionelle o-løb rundt om og over Himmelbjerget gik fint. Men så sagde mit knæ stop. BIG TIME lorte liv. Sjovt nok gik det fint op af bakke, men ned af bakke var noget sh...
8 timer og mange diskussioner med mit knæ senere, kom vi over målstregen. Nu her 3 uger efter er mit knæ stadig ikke godt. Men, men, men - jeg tror aldrig, at der kommer et løb igen, hvor vandpassager er det, man glæder sig til. Jo større bakker jo bedre. Bare man ikke skal ned. Samt Lars, der selvfølgelig aldrig tvivlede på mit knæ, men det gjorde jeg. DAMN, anden dagen skulle være løbet på under 6 timer. Det må blive næste år. Knæ øvelser er nu blevet en del af min almindelige workout. Tilbage er der kun én ting at sige. Det er et af de fedeste Adventure Race, vi har løbet, så husk det til næste år.