Birger Melballe Elmedal
En Boost Adventure Profil
Publiceret den 1. december 2009

Boost Adventure har mødt Birger Melballe Elmedal en kølig efterårsdag i slutningen af oktober til et par timers Adventure Race snak i et par kajakker i Københavns Havn.
Birger er født 1970 og ejer af Katan, der afholder kajakkurser, events og teambuilding. Han er gift med Iben, der er lærer, de bor i Rødovre og har tilsammen 4 børn mellem 3-15 år.
Involveret i AR siden:
Birger stiftede bekendtskab med sporten for første gang i 1997, da han blev lokket med til Adventure Race i Vimmerby i Sverige af nogle venner, der dyrkede denne på det tidspunkt meget mærkelige sport.
Efter løbet i Sverige var Birger solgt til sporten og fandt sine helt egne veje og vinkler til at bevare AR i hans liv.
Generelt om Birger:
I 2001 blev Birger uddannet som en af landets første kajak-instruktører. Allerede i 2003 dannede han sit eget firma, Katan, med kajak og teambuilding som speciale. Den fyldte kalender vidner om, at der er et behov og interesse i befolkningen for at modtage undervisning i brugen af den populære havkajak.
I 2008 indgik han i et samarbejde med JointAdVenture (nu Boost Adventure Team) for at have et Adventure Race hold knyttet til Katan. Firmaet har således bl.a. stillet kajakker til rådighed for holdet, undervist holdet og i øvrigt adskillige gange udlejet kajakker til Adventure Races i Danmark.
Birger er et menneske, som altid, altid, altid er i et dejlig smittende humør. Dette er også kendetegnende for Birgers måde at lave teambuilding på, og han søger altid de positive vinkler. - Hvem kan bidrage med hvad i teamet? Hvilke spilleregler skal gælde? Hvad er den gensidige forventning? Hvornår er det tid til at revurdere situationen, og hvornår er det bare klynk?
Han benytter ikke tidligere tiders militaristiske metoder, hvor man nedbryder, før man opbygger. - Det er simpelthen uforsvarligt, og man aner aldrig, hvilke psykiske skader, det kan give bag facaden, understreger han.
Birger giver sine omgivelser utrolig mange glæder, og får selv energi af det. Han tror på, at man - for at være god til at give til andre - skal have det godt i det nære. Familien og hjemmebasen står højt på hans prioriteringsliste.
Sidst, men ikke mindst, så giver det vel sig selv, at Birger er passioneret naturmenneske, der elsker det primitive friluftsliv og sover langt bedre i en kajak end på sofaen.

Den sjoveste, fedeste eller mærkeligste oplevelse med Adventure Race:
Intet specielt, men det giver Birger et helt fantastisk kick og YES-følelse at opleve at gennemføre noget, han forinden var usikker på, eller aldrig havde prøvet før.
Det bedste, der kan ske for sporten indenfor de kommende år:
Birger mener, at sporten fortjener maksimal omtale i medierne, idet han tilføjer, at han ikke aner, hvordan det skal sikres. Han håber, at Boost Adventure kan være med til at skabe noget omtale, så sporten kan vokse og flere nye udøvere komme til.
Personligt synes Birger, at det er vigtigt, at man som Adventure Racer og -hold forstår betydningen af teamet, og hvor dettes psykiske grænser ligger. De fysiske grænser er så lette at få øje på i form af et forstuvet ben eller lignende, mens de psykiske grænser afhænger af flere faktorer. Forventningerne skal afstemmes, der skal laves klare aftaler om forløbet og der skal tænkes positivt. Det er vigtigt, at der tænkes og tales positivt, så alle vil komme igennem som vindere på et eller andet niveau.
Birgers yndlingsdisciplin:
Løb og så selvfølgelig kajak. Birger har gennemført flere maratons.
Birgers hadedisciplin:
Klatring. Trods sine stærke kajak-arme giver det Birger syre i armene at klatre - måske på grund af manglende teknik eller et gran af nervøsitet? Sjovt for han har ingen problemer med højder.
Drømmeløbet:
Kajak-projektet for 2010, jf. næste afsnit.
Mål for de kommende år:
Birger har sat sig et kæmpe mål for 2010 - som en af de få vil han sejle Danmark rundt i kajak. Sammen med en ven er han i gang med planerne og forsøger nu at få omtale og sponsorer til projektet. Der er tale om en rute på over 1.300 km, som starter ved den Sønderjyske vestkyst, går rundt om Grenen, gennem Kattegat og runder Sjælland for at slutte af i Kruså. Hertil kommer, hvad de yderligere finder på - som f.eks. at runde Læsø - hvilket ingen andre har gjort før.
For at gennemføre en sådan tur kræver det fuldstændig styr på spilleregler og samarbejde. Hvornår er det f.eks. i orden, at andre slutter sig til og sejler med et stykke? Hvad gør man, når én har været nede i tre dage - fortsætter den anden så? Osv.
Delmål er også vigtigt for så lang en tur. Typisk vil man - MEGET afhængigt af vejret - sejle 40-60 km om dagen. Men det kunne f.eks. være et delmål at komme over 100 km på én af dagene. Et andet delmål kunne være at runde Læsø. Blandt andet ved flittig brug af "overskuelige" delmål, håber Birger, at det lykkes at gennemføre hele turen.
Turen er planlagt til juni 2010. Den glæder vi os til at høre om.
