Bergson Winter Challenge 2009
Hold: Boost Adventure Team
Af Lars Rathje, marts 2009
Dagen før løbet
I morgen onsdag drager vi (Lars og Jesper) til det ekstreme Adventure Race Bergson i bjergene i det sydligste Polen.
Vi var med sidste år, og det var et super godt og super hårdt løb. Kulde, lange distancer, bjerge, sne og vanskelig navigation - det er lige netop den cocktail, der kendetegner dette ekstreme vinter Adventure Race, der strække sig over 40 timer.
I 2008 manglede der lidt sne i området, men i år er der meldinger om enorme mængder, så vi regner med at få godt gang i sneskoene under de lange trekkingstræk.
Der stiller en stribe polske og internationale hold op. Sidste år gik det fint, men vi satser naturligvis på at gøre det endnu bedre i år. Under alle omstændigheder er løbet kendt som et super hårdt vinterløb, og i øvrigt er det en del af World Series for Adventure Racers. Vi glæder os vildt!
Her et par citater fra løbets arrangører:
WINTER CHALLENGE is.
- adventure racing extreme winter competition
- dynamic and spectacular events and special tasks
- strength, competition, extreme tiredness
- extreme experiences
- real sport emotions
Kryds fingre for os.
Efter løbet
Trætte, men glade er vi nu vendt hjem fra løbet i Polen, der utvivlsomt har været det hårdeste Adventure Race, vi endnu har deltaget i. Det var et super løb - også selvom vi endte med at udgå. I det følgende får du vores beretning derfra.
Efter et roligt o-løb i by og bakker i nærheden af startstedet, lavede vi et super skift til MTB og drønede derudaf til den første bjergtop. Men her valgte Lars desværre en rute, der viste sig ikke at være optimal. For selvom vi undgik store stigninger og fald, og selvom vi kørte med pigdæk, så viste det sig, at vi holdt os lidt for højt på de sneklædte veje i forhold til de andre, der havde valgt en længere vej, men i lavere højde. Resultatet var, at vi efter de første 4 timer lå sådan cirkus bagerst i feltet. Hmm.
I løbet af den første nat lykkedes det os dog at tonse så godt igennem på resten af MTB-ruten, at vi kom i nærheden af en 25-plads. Da vores mål hjemmefra var at ende i top 20, så det pludselig helt anderledes, opnåeligt ud.
Flere hold begyndte nu at droppe ud, da løbet var rigtig koldt, rigtig snefyldt og rigtig hårdt. F.eks. skulle vi trække vores MTB'ere hele vejen op til toppen af et bjerg igennem knæhøj sne (nej, desværre ikke karse). En strækning, der føltes som om, den aldrig ville tage en ende.
Men på toppen af det bjerg, vi på et tidspunkt troede, vi aldrig ville nå, vendte lykken igen, da vi viste os ganske effektive med nogle reb-travers-øvelser og et par poster i grotter. Og ned af bjerget gik det straks meget hurtigere med MTB'erne (og tyngdeloven) på vores side.
Vi var nu nået til løbets absolut hårdeste etape - en 70km trekking strækning, hvor det går op og ned ad bjerge i dyb sne. Er du så færdig, det trak tænder ud. 5-6 gange på vejen op, var vi helt sikre på, at nu ville det flade ud. Men ak, det var et rent fatamorgana. Bjerget fortsatte i noget, der mindede om uendelighed, og stigningerne fortsatte og fortsatte.
På en anden strækning skulle vi passere et meget stort sneområde kun med få træer og kendetegn i mørket. I pandelampens lys og med en fast kompasretning stred vi os igennem kraftig fygesne i 1.200m højde, mens vi takkede guderne for, at både elefanthuen og lufferne var på plads - for var det ikke for dem, var vi frosset til is på et nanosekund. Samtidig sender vi en venlig tanke, til dem, der finder på at krydse indlandsisen eller polerne. De er sgu for seje. Respekt.
Som sagt var vi tæt på at give op efter den store stigning halvvejs under trekking strækket, men efter at have sundet os lidt, fandt vi kræfterne til at fortsætte stille og roligt, post for post. Vi havde hyper mange hallucinationer undervejs her på den anden nat uden søvn. F.eks. spørger Lars på et tidspunkt Jesper, om det mon ikke er et skidt tegn, at han ser hvidgrå gravsten med sort skrift inde mellem træerne.
Resten af trekking strækket pressede os begge til det yderste - og Jesper, der kun lige var kommet sig over en influenza, til det alleryderste. Når man kender ham, så ved man, at når han står og brækker sig og ikke længere kan optage føde, så er han færdig. Helt færdig. Men guderne må vide hvordan - Jesper fik alligevel trukket sig selv igennem den sidste del af trekkingen, så vi nu lå på en 20. plads.
Længe inden havde begge de andre to danske hold trukket sig sammen med en stribe andre polske og internationale hold.
Det var vanskeligt at se, hvordan vi skulle kunne komme igennem resten af ruten, men vi blev enige om at prøve at begive os ud på den sidste MTB-del. Desværre valgte Lars en rute, der efter kortet at dømme var mulig at forcere, men - sammen med flere andre hold - måtte vi desværre konstatere, at den valgte kørevej desværre kun fandtes på kortet.
Efter 3 timer i dybe snedriver, hvor vi på absolut håbløs vis forsøgte at trække vore MTB'er, måtte vi give op og krybe tilbage. På dette tidspunkt var vi begge så gennemkolde, at vi tog den hårde team beslutning at trække os. Det ville have været muligt at tage en stor omvej og stadig nå løbet inden for tidsrammen, men ... man skal kende sine grænser. Vores var her.
Til gengæld glæder vi os - og er intet mindre end piv stolte over - at have klaret løbets hårdeste del, at være bedste danske hold og at have deltaget i et år, hvor snemængderne var særligt store. Så alt i alt et super løb i helt fantastisk flot og udfordrende terræn. Det bliver forhåbentlig ikke sidste gang.