Bergson Winther Challenge 2008
Hold: adventureracers.dk
Skrevet af: Lars Bukkehave, marts 2008
Startskuddet lyder. Den skal bare have en over nakken. Efter at have set frem til løbet hen over hele vinteren, er der en masse energi, der skal brændes af. Da vi nærmere os CP By 1, kigger jeg mig over skulderen - 20 meter ned til næste hold. Av laktat i musklerne - hov, det var vist måske lige lidt for meget gas.
De næste tre poster tager vi sammen med en lille gruppe på 5 hold. CP By 5 vælger vi at gå lige på, op af en stejl skrænt. Posten hænger dog i et hegn, som Bjørn tager fat i. Men hegnet er rådnet og knækker. 30 meter retur ned af skrænten. PIS (nogle problemer i brystet han døjer med resten af løbet)... Han kommer dog hurtigt op igen, og vi løber mod start, hvor vi skifter til cykel. Efter 1 km, får jeg en vild kvalme og opkastningsfornemmelser. Får lagt en trøje ind på maven, da den er nok er blevet helt kold. Det hjælper.
Vi klipper CP 2 som nr. 5. Nu skal vi på en lang nedkørsel på ca. 600 højdemeter og et langt fladt stykke. Derfor tager vi vores regnjakker på. Helt rigtigt valg. Samtidig tænder vi begge for vores Silva 478 lamper, som er monteret på cyklen. Også et rigtigt valg, da vi kan holde en høj fart på den skumle nedkørsel med sne og is. Ligningen: ekstra vægt = højere hastighed. 2 ting vi havde diskuteret lidt inden løbet.
Puha, hvor føler jeg mig gammel og træt.
På vej op af en meget stejl stigning, udbryder Bjørn pludselig: "Klokken er 12, tillykke." Vi havde passeret midnat, og det var nu den 29. februar, hvilket er min fødselsdag. Fra at have været 23, var jeg pludselig 24. Puha, hvor føler jeg mig gammel og træt. Om det er alderen, eller ruten er stadig uvis.
Vi går ud på trekking som nr. 4. Der er dog ikke gået mere end 200 meter, før Bjørn glider på noget is. Slog du dig? Bål, brand, dødningehoved og økse. PIS!
Inden løbet havde vi snakket meget om skovalg. Jeg havde valgt Icebug MR2, som kunne stå fast på is og skovbund, men dårligt på sne. Mens Bjørn havde valgt Salomon XA, som har en bedre stødabsorbering samt står bedre fast i sne. Havde han valgt forkert? Det viste sig dog, at selvom han faldt 4-5 gange grundet is, kunne jeg godt have haft brug for den ekstra stødabsorbering på nedløb. Så Salomon Trail pro 2 havde nok været det bedste valg for os begge.
Med et godt højt tempo får vi indhentet dem, som ligger nr. 3. Dem ligger vi sammen med et langt stykke tid. Pludselig siger den ene noget på polsk. Selv om hverken Bjørn eller jeg snakker polsk, er der dog ingen tvivl om, at han har meldt tempoet ned. Mik mik, Roadrunners. Farvel og tak.
Så får jeg hikke - hvor provokerende er det?
På et lange nedløb overtog jeg Bjørns taske, da han har nok at gøre med blot at placere fødderne (endnu en gang tak Silva). På vej opad har jeg dog lige 5 kg overvægt i form af fedt i forhold til ham. Så der får jeg nogle gange lige en hjælpende hånd. Efter at have drukket lidt vand får jeg pludselig hikke. Damm, hvor er det provokerende.
Løbe teknisk nedad, være presset på luft og så pludselig hikke. Prøver at udføre en masse forskellige gamle huskeråd. Men lige lidt virker det. Efter 2 timers konstant hikken opstår der pludselig en akut mavekrampe. AV AV... Hvilket gør, at det blot gør ondt, når jeg bevæger mig.
Kan mit ego mon klare, at dette bliver optaget på video?
Her arbejder vi endnu en gang sammen som et hold. Bjørn får begge tasker og mig i elastiksnor. På dette tidspunkt ligger vi nr. 2, men med det nye tempo bliver vi hurtigt overhalet. Lige før næste post står en kameramand. Nogle tanker går hurtigt gennem mit hoved. Kan mit ego klare at dette bliver optaget på video. Mit respons er ja, selvfølgelig, hvis ikke ville jeg ikke være holdspiller. Vi er et hold, og alle har op- og nedture.
Vi tager en lille pause, hvor jeg kan få spist lidt, og Bjørn tapet sine fødder. Nu kommer holdene for alvor væltende forbi. CP 7 klipper vi som nummer 15. Her finder vi nogle grovkiks frem, hvilket er til god gavn for min mave. Og vi kommer tilbage på fuld damp igen, gå opad, løbe på de flade stykker og nedad.
Planen er klar: ud og smadre os selv og æde nogle hold.
Mod slutningen af de 60 km trekking og 3000 højdemeter begynder kroppen dog at være rimelig træt. Vi sætter os i en hytte ved TA, hvor der er udstyrstjek. Her får vi også noget varm suppe. Dette hjælper super på kroppen og moralen. Planen er helt klar - nu skal vi ud og smadre os selv og æde nogle hold. Vi går ud som nummer 11.
Efter en lang iset nedkørsel er der et forholdsvist fladt stykke på 4 km. Her kan vi se 3 hold ligge som perler på en snor. Endnu et taktikmøde. Skal vi give den gas nu, eller skal vi gemme kræfterne? Vi vælger at gemme kræfterne. Da vi rammer opstigningen til næstsidste post, ca. 500 højdemeter, er alle 4 hold samlet. Folk er dog hurtigt af og trækker cyklen. Det begynder at regne, der bliver til sne højere oppe ad bakken.
På sidste stigning bliver holdene spredt ud. Med os som nummer 2 i gruppen. På vej ned mod mål, skal cyklen trækkes gennem dyb sne. Nu skal vores kroppe for alvor straffes, og det bliver de så. Da snevejret stoppede, blev det til noget meget teknisk downhill MTB, som kunne cykles. Hvor Silva lampen endnu en gang var guld værd.
Vi kom hurtigt ind på nr. 8 som var nød til at trække cyklerne. Jeg nåede at tænke, hvis jeg falder, kommer jeg til at brække et eller andet. Men det gør vi ikke, men hvis det skulle ske, så er der jo ikke så langt hjem, så det skal nok gå med en brækket arm.
(Fodnote: et Saab Salomon holdmedlem brækkede kravebenet kort før mål i ATC 05. Hvis han fik lægehjælp, ville de udgå. Derfor nægtede han, at det var brækket. Han roede mod mål i kano med en arm. De kom i mål og vandt).
Det skete heldigvis ikke for os. Sidste udfordring var en rebbro. Komisk nok gik den også opad. Den var hård. Da jeg havde klippet mig ind, kunne vi se det andet holds lygter. Så den skulle bare have noget fart. Tilbage på cyklerne og op gennem byen, hvor det hele startede for 24 timer tiden.
I mål fik vi en flaske champagne, som vi sprøjtede over hinanden. Tak for turen, vi kunne ikke have klaret os uden hinanden. Der blev hele tiden hjulpet, hvis man havde små eller større kriser. Vi var også begge med til på skift at holde dampen oppe på alle kedlerne. De efterfølgende hold får en klapsalve og en hånd som tak for konkurrencen.
Dagen efter var der afslutningsfest i byen. Her var der en masse lokale egnsretter, folkemusik og dans. Fedt kulturelt indslag. Herefter blev alle hold, som havde gennemført den korte rute, kaldt op.
Efter det den lange rute. Der var 9 hold, der har gennemført den lange Bergson, disse hold fik en stor klapsalve. Men da vinderholdet bliver kaldt op, gik salen helt amok, jubelen vil ingen ende tage. Kæmpe respekt. Gåsehuden kom frem på hele kroppen.
TIl dato det mest velorganiserede adventure løb, jeg har deltaget i.
Det er det til dato mest velorganiseret adventure løb jeg har deltaget i. Lige fra hjemmeside, hotelindkvartering, briefing, kortmateriale, rute, hjælpere og afslutningsfest. Så det er ikke sidste gang, vi kører til Polen for at løbe adventure løb.
(Endnu en lille fodnote: På cp 8 snakkede Thea med en hjælper. Han var nu glad for, de korte hold begyndte at komme. For så skete der lidt - nu havde han siddet i sit telt i 3 døgn og ventet på hold fra den lange rute).