Boost Adventure - when enough isn't

Register Sign In Sitemap Søg Forside
  • RSS
17-11-2010

Af Søren Spang Hansen, Team Never Lost

Dette er en beretning fra udviklingstræf/-kursus i adventurerace ved DGI den 5.-7. november 2010.
 


Så kom det længe ventede weekendkursus, der i år havde fokus på træning i adventurerace, og hvor vi igen skulle mødes med ligesindede racere.

Som altid kom vi i mere end god tid for lige at teste området for nye spor. Datteren blev hentet i Kolding og afleveret ved Silkeborg klatreklub til 2,5 times klatring. Vi andre tog mod det nye spor i Nordskoven.

Simon ringede og spurgte til, hvor vi blev af? Han sad og ventede med kaffe. Han havde forinden advaret om, at Nordskoven var mudret, men at vi kunne tage den blå rute. Det ville vi så gøre, men det var den blå rute ved efterskolen. Ja, hvor skulle vi da vide det fra? Vi tog en tur til badesøen i stedet. Fed tur.

Da vi ankom til efterskolen var Simon og Torbjørn - som altid - i fuld gang med planlægningen. Jeg fik derfor æren af at byde velkommen, lave kaffe og holde eleverne i ørerne, så aftensmaden kunne sikres. 

Det ville blive en weekend med fart over feltet.


Ifølge programmet ville det blive en weekend med fart over feltet. En veksel mellem praktiske øvelser og diskussion samt erfaringsudveksling. Der ville blive lagt vægt på, at vi selv skulle deltage aktivt i planlægningen og gennemførelsen af forskellige træninger.

Kurset startede fredag kl. 19.00 med aftensmad på Himmelbjergegnens Natur- og Idrætsefterskole. Herefter fulgte en kort information omkring weekendens program. Vi skulle være aktive alle tre dage, og da det jo kunne blive fugtigt, havde vi hele garderoben med.

Udvikling er vigtigere end resultatet - hvad er nu det for noget?


Overskriften på aftenens udendørs program hed "Når vejen er målet". Et bud på et alternativt adventurerace, hvor dit og holdets udvikling er vigtigere end resultatet. Hvad var nu det for noget?

Formålet med dette adventurerace er, at du og holdet bliver bedre til at køre adventurerace. Det handler altså ikke om at komme først, men derimod om at udføre de øvelser og holde de fokuspunkter, som er beskrevet i roadbooken bedst muligt - og dermed opnå størst mulig læring.

Der var 5 forskellige etaper med forskellige aktiviteter, jf. uddrag af roadbooken nedenfor.
 

Roadbook Lærings AR (udsnit af første etape, ca. 3 timer)



Så gik starten. Det var dejligt at gense de stejle bakker, den fede natur og Himmelbjerget. Vi fulgte Roadbooken og fik en god snak. Ikke kun om selve racet, men også: hvem er du, hvorfor er du med her etc. 

Pludselig bliver der råbt "Go Hard". Det var så lige for foden af Himmelbjerget (modsat trappen). Det er egentligt utroligt, så tykke ben man kan få på så kort afstand (160 meter). Glemte igen at nyde udsigten.

Vi havde det sjovt ,og efter et hurtigt bad havde Simon og Torbjørn bagt boller og kage, som vi fik inden vi gik til køjs. Jeg sov dårligt. Havde nok det tyndeste liggeunderlag på 1,5 mm, svarende til tykkelsen på en flad luftmadras.

Lørdag morgen indledte de to herrer med lidt omkring træning og efterfølgende præsentation af de 5 cases, vi skulle i gang med. Nedenfor er et udsnit af de 5 cases.

Case 1. Adventureræs - hvad er det for noget ekstremt noget?

Introduktion til adventurerace på 45-60 min.

Du vil gerne have startet adventurerace op i din egen klub. Folk har læst lidt på nettet omkring adventurerace og synes umiddelbart, at det lyder alt for ekstremt - bestemt ikke noget for dødelige weekend-krigere.

Du har lavet et godt benarbejde, og det er lykkedes at stable 20-25 "frivillige" medlemmer på benene, som gerne vil prøve kræfter med sporten. Du skal have dem tændt. Du har en chance. Lykkedes det?

Case 2. Efterskoleelever "Oløb - nøj, hvor nedern."

Sjov orienteringstræning for alle (45-60 min).

Du er lærer på en efterskole, hvor du gerne vil træne eleverne op til deltagelse i et mindre DGI-løb på ca. 3 timer. Du ved, at eleverne har brug for klar forbedring af deres orienteringsteknik for at kunne få en rimelig god oplevelse i løbet.

Du vil meget gerne ændre elevernes negative opfattelse af orientering - og give dem en sjov legende tilgang til orientering.

Case 3. Go hard! Super sur udholdenhedstræning for de fandenivoldske!

Du skal planlægge en hård træning for en flok sammentømrede hold, som træner til et større udenlandsk løb. Holdene vil gerne presses fysisk, samtidig med at de rystes sammen og presser deres toleranceevne gennem strabadserne!

Vi skal helt ind til det, som nogle pain-junkies netop ånder og dyrker adventurerace for - der, hvor det hele ser håbløst ud - og ikke kan blive værre.

Case 4. En sjov omgang konditionstræning med fokus på adventurerace

I er en flok på 25 mand, som mødes en gang om måneden og træner. I tager sammen til adventurace et par gange henover sommeren.

Træningen foregår på den måde, at der først er ca. 1 times konditionstræning, hvorefter der cykles tur i det område, hvor træningen foregår. Inkluderet i den ene times konditionstræning er opvarmning og udstrækning: 15 min. opvarmning og 10 min. udstrækning.

Selve konditionstræningen plejer at have en form for social interaktion, da det jo er "gamle" venner som mødes.

Du skal denne lørdag stå for opvarmning og konditionstræning.

Case 5 Fodboldens lilleputter - fremtidens AR-deltagere?

Din søn spiller fodbold på Vindskævs tredjehold. Holdet bliver ved med at få hjemmedommere til samtlige kampe. Krisen kradser, også i Vindskæv IF. Noget må der gøres.

Deres træner har ringet og spurgt, om du ikke kan komme og lave noget af det der eventyr-halløj - for at give drengene en anderledes og god oplevelse. Du har sagt ja - og det hele skal foregå om 2 timer.


Jeg havde valgt casen for hardcore racere og glædede mig til noget race, men, men, men havde lige glemt, at når man arrangerer et løb, er man jo ikke selv med. Øv, men så kunne vi jo gøre det hårdt for de andre?

Efter frokost skulle de 4 cases så afprøves. Først case 4 så 1, 2 og 3. Case 5 blev søndag formiddag.
 

Case 4. En sjov omgang konditionstræning med fokus på adventurerace
Startede med en god gang opvarmning på skolens område på cyklen ned til Torbjørns barndomshjem. Skal hilse og sige, at pulsen kom op og benende ned. God ide med at løbe modsat hinanden.

Nu ved jeg ikke, hvor langt det var, men jeg tror, der var flere højdemeter end længdemeter. Godt de kun havde en time - ellers skulle en del af os havde haft førstehjælp


Case 1. Adventureræs - hvad er det for noget ekstremt noget?
Sødt lille stjerneløb med 4 gode samarbejdsøvelser. Vi blev døbt bestyrelsen. Ved ikke rigtig hvorfor? Vi synes da, vi var gode - og det gjaldt jo ikke om at vinde, men om at have en god oplevelse.

Vi fik talt træer (god og let ide, med en snor omkring 68 træer), løbet et lille o-løb, cyklet efter bogstaver og skudt med bue og pil i blinde (gik der nogen heste til?)


Case 2. Efterskoleelever "Oløb - nøj, hvor nedern"
Startede med en blinde kompas øvelse. Mærkeligt nok landede jeg på samme spot igen uden at vide hvorfor?

Efterfølgende skulle vi igennem et O-løb, hvor enkelte ruter var tvungne (god ide). Så fik vi mærket naturen.

Torbjørn var så heldig, at have et par unge piger med på holdet, og eftersom han har været mere i skoven end siddet på ... kender han jo hver en post. Flink som han er, delte han flittigt ud af sin viden, bl.a.:

Hvad tror i grøn betyder på kortet? Tæt skov, kom det kvikt fra den ene pige. FINT. Hvad betyder så gul på kortet? UTÆT skov, kom det kvikt fra den anden pige... (siger ikke, hvem det var).


Case 3. Go hard! Super sur udholdenhedstræning for de fandenivoldske!
Det var så den, jeg have glædet mig til. Den for de vilde. Må så nok sige det var s.. sjovt at se på.

Vi kom hurtigt i krise, da EN havde glemt kortene ved cyklerne, og de kanoer vi regnede med, vi skulle bruge, ikke måtte bruges. Men i rigtig adventure stil fik vi det løst, inden vi gik i gang.

Vi havde planlagt, at de vilde skulle på hold 1, de knap så vilde på hold 2, de slet ikke vilde på hold 3 og de forsigtige på hold 4. Det skal lige siges, at det var blevet mørkt. Vi startede de forsigtige først og planlagde en lettere tur for dem, i forhold til de vilde.

Det gjorde så, at der var kaos første halvdel af løbet, da alle hold var samlet. Det var vildt at se på. Første del bestod af ca. 800 meter kanoslæb (alle mand i åen).

Sheena og jeg kunne næste ikke følge med på land. Der blev råbt og skreget. Da de kom på land skulle de lave 10 stk. samarbejdsøvelser (for overkrop) med kanoen, derefter slæbe kanoen op ad en bakke ca. 100 meter og tilbage igen.

De 2 første hold skulle helt op, de 2 andre ½ op. Hørte Torbjørn råbe: Hvorfor er de andre med endnu? Kom nu, kom nu, fart på, vi skal have hul. De viste jo ikke, at de havde flere øvelser og flere bakkemeter.

Det næste stykke gik på 6 ben for 4 mandshold efterfulgt af en fed stigning op til cyklerne og hjem til skole i race mode. De hurtigste brugte ca. 45 min.

De forsigtige diskuterede en del omkring de vildes snyderi ved en overhaling midt i åen. Mm det var det, der fik dem ud af kurs vides ikke, men selv om jeg prøvede at huske dem på at kigge på kort, lykkes det dem at fare vild.

Det skal lige siges, at vi kunne ikke finde dem. Vi fik sendt et par ud at lede, og 15 min. efter kom de frem i god behold. De havde klogt nok gået tilbage til udgangspunkt, da de ikke kunne finde vej.

Efter 4 timers aktivitet var maven ved at være godt tom. Så hurtigt i bad, ind og spise og klar til aftenens program, som bestod af nogle rigtig gode indslag: Mikael fra Delta fortalte om det at starte en adventurerace klub. Torbjørn fortalte om deres VM deltagelse i år, både før, under og efter løbet, og Anders viste film fra deres VM tur sidst år.

Bagerste række var begyndt at falde i søvn og en del listede stille og roligt i seng. Søndag morgen havde jeg glædet mig til et rigtigt blærerøvs indlæg med titlen "Fra EGO trip til Team spirit" ved Søren Spang. Nu kendte jeg godt indholdet, men at få lov til at dele sin livserfaring er ret fedt. Efterfølgende havde jeg et indlæg om "Styrketræning uden vægte".

Efter lidt teori gik turen til Knøsmark, hvor vi prøvede en anderledes løbetur med indbyggede styrkeøvelser. Tilbage til skolen hvor sidste case manglede.


Case 5 Fodboldens lilleputter - fremtidens AR-deltagere?
Et lille sødt stjerneløb, med O-løb, hvor vi fik testet vores viden om kendte. Ham Jens Okking lignede mere Sebastian (ham med Skatteøen). Vi kørte med GPS som igen og igen drillede, når vi stod stille. Vi skulle følge en snor i blinde og gætte, hvad vi mødte på vores vej.

Ud over disse 4 ting, fik vi grene i hovedet, hang fast i væltede træer og gik ind i træer. Sjovt var det.

Ja, så gik formiddagen, og det var tid til evaluering med frokost. Alle havde haft en fed weekend, så tusind tak til Simon Grimstrup og Torbjørn Gasbjerg for et vellykket arrangement.
___