Boost Adventure - when enough isn't

Register Sign In Sitemap Søg Forside

Anders Andreasen

En Boost Adventure Profil
Publiceret den 2. marts 2010

 


Anders Andreasen er en af hovedmændene bag det succesfulde danske hold adventureracers.dk. For få måneder siden oplevede han sammen med holdet sit livs til dato største triumf, da de gennemførte VM i Adventurerace i Portugal.

Anders er netop vendt hjem fra Polen Adventure Race - et løb i det polske sneterræn, der både var smukt, spændende og virkelig hårdt. Sammen med Thea Storm løb han en flot tredjeplads hjem. Samtidig blev det til en andenplads i mix-rækken efter at have været meget tæt på en mix-sejr. Thea er dog ikke pigen på billedet :).

Inden afgangen til Polen tog Boost Adventure på en Københavner-rundfart med Anders. Her løb vi forbi den lille havfrue, der nu slet ikke er så lille endda. Anders' hjemterræn København har i øvrigt budt på masser af sne den seneste tid. Den usædvanlige danske vinterkulde har været fin som forberedelse til vinterløbet i Polen.


Involveret i AR siden:

Anders har fulgt en af de klassiske veje ind i Adventure Race. Som så mange andre startede det med, at han så de fantastiske udsendelser om Eco-Challenge produceret af Discovery Channel. Vi må vist snart se at få fat i denne serie til glæde for alle nye adventure racere. Herfra sprang han ud i det i 2004 i et af de lokale løb i Køng på Fyn, og så gik det ellers slag i slag, indtil han i 2007 stod klar til sit første større internationale løb, Tietoenator i Sverige.

Anders startede på holdet Team Idræt Odense og skiftede siden til .markerz., der slog sig sammen med Morromax-Multiatleten, hvorved de skabte adventureracers.dk, som de kører i dag.

Ellers kommer Anders fra sportsgrene meget langt fra adventure race. Han startede ud med badminton og volleyball samt en "spejder-karriere", der har lagt den grundlæggende interesse for at klare sig i naturen. Det blev også til lidt løb ved siden af og senere, da han begyndte at læse idræt, købte han en MTB. Det gjorde han sammen med vennen Søren, som han stadig kører med på adventureracers.dk.

Anders' yndlingsdisciplin:

Det sjoveste er orientering. Anders er selvlært og lærer stadig, men det er absolut fedt at navigere i naturen, syntes han.

Her fra Boost Adventure må vi supplere med endnu en yndlingsdisciplin: Anders er en grej-nørd. Han har således indrettet sig med et fuldt udrustet grej-rum og gør aldrig noget tilfældigt på den front. Han kan bruge dage og uger på at researche om sit kommende grej. Tilfredsstillelsen ligger både i at ofre store penge på det helt rigtige udstyr, der kan bruges med glæde igen og igen samt at lade være med at investere i unødvendigt grej, der viser sig ikke at være til nogen nytte.

Så regn med at Anders har pakket til sit næste løb, længe før alle andre - der skal være styr på udstyret. Det er der i det hele taget på holdet, hvor de blandt andet har udviklet smarte web-systemer til at få koordineret og pakket alle detaljerne.
 

Anders' hadedisciplin:

Det må være kano, der godt nok er ensformigt, som han udtrykker det. Sammenlignet med elegancen i kajakker er kanoer vist konstrueret med henblik på at sinke tempoet og for at fremme søvndriften. Ikke godt langt henne i et adventure race, hvor øjnene og hjernen er ved at stå af.

Den sjoveste, fedeste eller mærkeligste oplevelse med Adventure Race:

Ifølge Anders er adventure racere folk, der "ikke rigtigt gode til noget, men gode til rigtigt meget". Den evne (altså den sidste.J) har han i hvert fald selv. Under VM blev disse evner således sat på kraftig prøve hos alle fire på holdet.

På et tidspunkt efter flere dages race var Anders, der var holdets navigatør, i den situation, at han sådan set godt vidste, hvor han var på kortet, men han havde ingen anelse om, hvordan de var kommet derhen. Trætheden havde helt fjernet de sidste timers hukommelse.

I samme boldgade var da Anders - efter 45 minutters søvn i en skiftezone - endte med at fare forvirret rundt og råbe til de andre, at de var kommet for sent ud på næste etape. Det var ikke tilfældet, men Anders var uden for rækkevidde af træthed, indtil det lykkedes én af supporterne at tale ham til fornuft.

Tja, de gennemførte jo løbet i flot stil, så værre var det vist heller ikke. Men rystende er det helt sikkert at opleve, som hjernen kan spille én et puds.

Drømmeløbet:

Alene det at stille op i et VM er en utrolig begivenhed. Derfor er og bliver det drømmeløbet - bare med den forskel, at det nu ikke længere er en drøm. Sammen med tre andre fra adventureracers.dk havde Anders trænet hårdt op til løbet ARWC i Portugal i XPD klassen i november 2009. Anders havde været arbejdsløs op til løbet, og det gav masser af værdifuld tid til træning. Anders er dog "desværre" netop startet på nyt job, hvor han som Cand. Scient. skal arbejde for Geocenter Møns Klint.

Dette må være drømmejobbet for en Adventure Racer. Anders er blandt andet blevet bedt om at starte adventure aktiviteter i den usædvanlige Mønske natur. Herunder er der indkøbt 30 MTB'er til formålet, så "almindelige mennesker" på besøg i centeret kan prøve kræfter med terrænet, og så man i det hele taget kan udvide centerets kapacitet ud i naturen. Anders er også blevet bedt om at arrangere et lokalt Adventure Race - det er vi mange, der glæder os til at høre meget mere om.

Mål for de kommende år:

Nu er det jo vanskeligt at overgå et VM i AR, når man er adventure racer. Så det er sandsynligvis ikke dér, vi ser Anders næste gang. Men nye adventures trækker, og for Anders personligt er det nu drømmen at deltage i et af de mere eksotiske løb i f.eks. Costa Rica eller Abu Dhabi.

For adventure race sporten ser Anders lyst på fremtiden. Der er en igangværende opblødning i foreningslivet, og folk efterspørger i stadig stigende grad fleksibilitet og eventyr. Her kommer vores sport ind i billedet. Mon ikke Anders bliver én af de personer, der bidrager til opfyldelsen af disse behov? Hans mange erfaringer og flotte resultater kombineret med det nye job på Møn lover i hvert fald godt i den retning.
 


 



Mød andre Adventure
 Racere på
Facebook